Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Vinje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
allerskjønneste tonedigtning :
Gerhard Gran.
et ord i riksmaal. Det var for ham en hjemkomst efter
mange aars utlændighet, hans barndoms sprogmelodi klang
atter betagende i hans hjerte, og hans kunstneriske uttryksdrift
som i mange aar hadde tvunget sig frem gjennem hindringer,
strømmet frit og fyldig fra et ustanselig rindende opkomme
nu da dæmningen var sprængt. Og nu fik Vinje stil,
og for ham, den skapende kunster, var det en livsbetingelse;
men derav følger ikke at det er nogen nødvendighet for Gud
og hvermand; der er ikke én av titusen som har stil, ti
at ha stil er det samme som at være en person, og det faar
folk flest gi avkald paa at være ; det er affektert sludder nåar
nogen paastaar at det gjør det allerringeste skaar i deres
lykke, om de blir tvunget til at skrive assuranse isteden
for trygd.
Med det norske sprog fik Vinje en sak som han var og
blev übrytelig tro; ellers var han den samme, den tvisynte,
spotteren og oprøreren, omskiftelig og überegnelig og übruke
lig til partifælle; men med maalsaken drev han aldrig gjøn,
den hadde kun én side, her fandtes ikke vrange, og Ivar
Aasen var og blev den ukrænkelige.
Det norske sprog eller hans telemarkiske dialekt
var det element hvori hans aand var vaaknet til sit første
liv, det laa dypere i hans sjæl end tvisynet, og kunde derfor
holde sig überørt av de.skiftende kast i hans stemningsliv.
Det var hans hjertes egen melodi som paa det inderligste
klang sammen med hans første dype barndomsminder, de ufor
glemmelige, fra den tid han laa alene mellem fjeldene og
gjætet og ikke hadde andre kamerater end kjørne og hestene
som var saa meget klokere end sine brødre i flatbygderne,
og fremfor alle gjeiten, den kvikkeste og aandrikeste, filo
sofen og lyrikeren blandt fjeldets gløgge dyr. Fra bunden av
disse første oplevelser steg hans skjønneste sange, de bedste
digte i Storegut, mange av de lyriske ulbrudd i Dølen og i
Ferdaminni. Den første aabenbaring av fjeldets overjordiske
herlighet var blit liggende urørt i hans sjæl, og da han som
voksen mand atter kom op paa vidden, steg barnemindet
frem med betagende magt og utløste sig i sang med en op
rindelig renhet i klangen som inspirerte Edvard Grieg til hans
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
