Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tornato é maggio
dopo lungo viaggio . . .
Dramatikeren fra Firenze.
I fjerde akt er scenen atter den skjønne kurtisanes forkam
mer; og ved nattetid, med maaneskin utenfor og het serenade
luft. Ternen steller hendes herlige håar, mens hun venter sin
nye elsker Giannetto’s komme og snakker stille og fortrolig
om kjærlighet, og er bange for Nerfs bror Gabriello. Saa
kommer Neri sættende ind i sin grønne kappe, truer skum
mende med hevn: han vil med blod vaske flekkerne av hendes
barm, hvis deilighet nu en anden har skuet; og saa vil han
dræpe Giannetto i hendes armer, sier han: Gaa og læg dig!
Lamslaat lystrer hun og gaar ind til sig seiv. Saa lyder en
serenade nedenfor vinduerne derute, mens de venter:
(© : mai er vendt tilbake efter sin lange reise). Der kommer en mand uten
fra i rød kappe, stimer ind til Ginevra. Det blir skrik og larm
derinde, Neri kommer flygtende ut derfrå med en blodig dolk.
Men da møter han Giannetto, som kommer utenfra; han stiger
haandfalden baklængs ved synet, mister dolken, bare stammer.
Og Giannetto svarer at ja, du var vel rask til at hevne dig:
din bror laante nok min kappe! . . . Neri griper lyset og gaar
dit ind igjen og ser at det er sin bror han har dræpt. Kom
mer saa ravende ut med den røde kappe, stammer usam
menhængende ord, er gal: «Lisabetta . . . piccina mia...
vendetta...» Det er slutten paa løierne i Cena deile beffe.—
Dette er rigtignok bare dramaets overflate, den ydre byg
ning, som til og med bestaar i det litt trivielle dramatiske fiff
forveksling. Men allerede av dette ser man jo saapas at det
er en usentimental, uretorisk komedie om kjærlighet, hvor
løierne gaar paa livet løs. Hvad man ikke ser, det er hvor
det er fyldt av impulsive replikker, av spontane ord evnen
at gripe dem, det er geniet i hans dramatik. Et slikt referat
kan heller ikke giengi den levende omgangstone, disse menne
sker færdes i. Og stykket er ikke i bedagelige aleksandriner;
det eier bare huggende og heftige vers. Der findes ikke ett
dødt punkt i det.
Det er nemlig en feil at tro, retorik er italienernes væsen. Der
er tilvisse megen falsk retorik; men det er egentlig bare den latin
ske, ældste stripe i folkekarakteren, det er Cicero. Men antikken
var mere end Cicero; allerede saalangt nede levet der ordkunst
nere som Sallust - og ogsaa somTacitus, seiv om han ikke i samme
257
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
