Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
grad er natur, men bæres paa en arkaiserende, bevisst mode og
tendens. Men retorisk er italienernejo ogsaa. Og der er dem som
bare er det; der gives saaledes moderne forfattere, som kun
lever paa og nærer sig av den stripe. SeAmicis f.eks.! d’Annunzio
ogsaa! Kanske de endog er de fleste der syd. Det er det svake
punkt ved deres digtning. Men det er desuagtet tillike det moment
ved dem, som er av aand, retorik er et utslag av aand. Og i den
horisontløse «verisme» er det just det moment, som løfter pro
duktet rensende nogen trin i veiret og ialfald op over det, en
nordisk «verist» præsterer, nåar han vil -efterligne dem; han
overser nemlig just dette uftlag av aand, og har derfor saa
let for at bli liderlig, som f. eks. tilfældet stundom er med den
danske forfatter Emil Rasmussen, idet disses «verisme» blir
stikkende ganske fast i den grumsete nordiske sjælsegenskap
som heter «gemyt», «innigkeit». Selvfølgelig er heller ikke altid
der syd retorik nok for at redde et emne; det viser f. eks.
Pietro Aretino med sin seige, klissne sensualisme.
Den florentinske novelle er ikke spor retorisk, den ældste
og den egte. Den er stundom likesaa knap som nogen old
norsk saga. Og utenfor ordets kunst: Er Donatello retorisk?
Verrocchio? End Masaccio? Benozzo Gozzoli?
Just derfor, mener jeg, fandt ogsaa folket sig henrykt
igjen i Benellfs stykke; fandt der et ur-instinkt talende like
frem Firenze’s og Toscana’s aand. Poesi og det levende liv
var støpt sammen til et enkelt hele og uten døgnmodens mon
dæne slim. Som den sunde natur, han oprindelig er, hadde
han søkt det egte og forsaavidt blev han en nyskaper.
Kommer han utenfor dette, vil han konstruere noget med
andet maal og bestemt tendens eller symbol i, saa har han
ialfald hittil ikke magtet kunstverket: man skimter for meget
selve ribberne og bindingsverket; uklart blir det ogsaa. Sem
Benelli er som sagt ingen Dante. Men i dette stykke skapte
han en folkedigtning i aller bedste forstand. Og landet laa
for hans føtter, seiv om det kanske ikke blev kassestykke.
Atter er det i virkeligheten dialekten, som er ute og for
nyer teatret. La cena deile beffe er nøie bygget over og paa
florentiner-novellen, det er fyldt av dens aand. Rent ydre
synes det ogsaa lethændt isprængt med dialekt-ord og gamle
gloser, uten nogensinde at gaa over i skaperi eller pastiche.
Og hvad selve fablen angaar, saa er det mulig, digteren har
258
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
