Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze.
faat noget av den eller av dens idé direkte fra en eller anden
novelle; det er ogsaa mulig, for det jeg vet, at her kan ligge
en eller anden historisk brokke bak, om to pisanere og dem
fra Firenze. lalfald har jeg ikke kunnet komme over noget
laan, ikke engang av enkelte, konkrete smaatræk. Og jeg har
det indtryk at ogsaa i saa maate er digtet übeskaaret hans;
det er bare blit til i novellens aand. Det eneste i retning
av laan jeg har fundet er serenaden i sidste akt. Er det ikke
en senere folkevise, saa er den aabenbart i sterk og virknings
fuld forkortelse digtet over Lorenzo Magnifico’s samtidige, den
kjendte poet og humanist Angiolo Poliziano’s enkle elskovs
ballata Ben venga maggio (Velkommen, mai!), som findes
i hans samling Rime, og som kanske er hele renæssansens
deiligste vise. Og allikevel synes det mig ikke at Sem Benelli’s
digt staar tilbake for Poliziano’s.
Det suser av karneval gjennem luften. Og i dette yre sus
lages løier og fuldbyrdes der livsskjæbner. For, som sagt, og
saa i dramaets indre er der egte og vældig liv. Ti det er
undfanget i den gamle novelles aand, Boccaccio’s aand, blod
fuldt og hett og farlig som selve florentiner- renæssansens
virkelighet. Det er dypt og lekende, som den tid var, svin
gende mellem vild fryd og heftig livsalvor, uten grid, nåar
blodet var i kok. Det gaar paa livet løs med løierne: Non é
la vita un gioco con la mortel (er ikke livet en lek med døden)
svarer Giannetto sin snusfornuftige tjener. Menneskene kan
fyldes av had og hevn. De kan elske. De kan leke. Og le!
Og digteren eier den dyre og nu saa sjeldne gave at finde
ord for det impulsive, det spontane sindsuttryk, hvilken evne
er og blir al dramatisk kunsts hemmelighet, er essensen i alle
store, uforglemmelige scener.
Det begynder jo tils}meladende som en ren farce, og holdes
ogsaa ut gjennem akterne gaaende paa dens yderste rand;
ti personerne er altsaa kun hin gatens og serenadens let
livede skare, som lager til de drøieste puds med tilsidesættelse
av al medynk og pietet. Og løierne seiv og alle disse sving
ninger mellem yr farce og tragedie bæres paa vinger, bæres av
renæssansens gratie og av dens vidd; det gir scenerne char
men og det flimrende lysspil. Leken giælder kjærlighet; der
er herlige scener, hvor der sies bitre og søte ting, f. eks. den
stolte i næstsidste akt mellem Neri og den forsmaadde Lisa-
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
