Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litt om den franske soldat under krigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25 Samtiden 1918
Litt om den franske soldat under krigen.
Frankrike ikke har villet krigen, men at det endrægtig har
reist sig mot angriperen, og at man faar kjæmpe til den ende
lige seier er vundet. Naar de først har dette paa det rene,
saa bryr de sig ikke med overflødig snak. Det er deres sak
at handle.
Av ydre er den franske soldat av 1918 en mand klædt
i horisontblaat klæde, stundom noksaa klodset og keitet, men
i almindelighet hverken uten holdning eller eleganse. Det er
ofte en lystig fætter, som ikke har de fineste manerer, som
ikke er synderlig slepen i sin tale eller fornem i sine gebærder:
Til eget bruk har han laget et vidunderlig malende, men
djervt sprog, og han bedyrer gjerne at han ikke har og ikke
vil ha noget fælles med de civile.
Man maa imidlertid ikke dømme ham udelukkende efter
hvad han gir sig skin av eller fortæller om sig, nåar han bak
fronten kommer i berøring med civilisationen igjen. For sin
fornøielses skyld overdriver han og skrøner med hensigt.
Disse likefremme væsener er samtidig temmelig komplicerte.
Hvormange journalister har ikke tat bokstavelig slike skrøner
som en permittert eller en saaret har slaat i dem, og levert
en fantastisk skildring av fronten, som fremkalder latter eller
sinne i skyttergravene.
I moralsk henseende er avskygningerne talrike, men dei
er dog nogen almindelige karaktertræk. Først det gode
humør, denne munterhet som aldrig har fornegtet sig, og som
har kunnet virke skuffende, saa enkelte egoistiske mennesker
har tillått sig at staa likegyldige likeoverfor en krig «som slet
ikke kunde være saa hesværlig, siden soldaterne ikke beklaget
sig». Det kan man kalde at forståa sig daarlig paa tænke
sættet hos soldaten, som ikke kan fordra at man falder i
rørelse over hans skjæbne, og som undser sig for at vise
sine lidelser. Han liker ikke at pukke paa sine strabadser
og sine farer, men han liker heller ikke at de andre værd
sætter dem altfor billig. Sig imellem kan de la denne næsten
barnslige munterhet, som en bagatel kan fremkalde, faa feit
løp. Alle disse mænd som døden lurer paa, morer sig ustan
selig med de samme spøkefulde indfald som dét daglige livs
hændelser gir anledning til. Og denne sindsro som gjør det
mulig for dem at le, seiv i de mest tragiske øieblik, er det
nigjendrivelige bevis paa deres glimrende tapperhet.
357
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
