Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ibsens sidste dage og likbegjængelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens sidste dage og likbegjængelse.
Endelig var kransene paalagt, ceremonien til ende, og
toget satte sig i bevægelse, et endeløst tog som næsten rak
fra Trefoldighetskirken til Vor Frelsers gravlund, fanerne
smaldt i vinden, kisten sænkedes i jorden, studenterne sang,
handelsstanden sang.
Det hele var pragtfuldt, men virket ikke gripende, det
var jo heller ikke den virkelige Ibsen som blev begravet,
det var kun hans facade.
Den virkelige Ibsen kunde ingen begrave, han lever den
dag idag og blir mere og mere levende jo dypere vi lever
os ind i hans verk.
Arne Garborg har sagt i anledning «Den Fremsynte» :
«Følgende ildprøve er der faa bøker som bestaar; man læser
den som ung og betages av den saa man læser den 20
aar efter og betages like sterkt, tinder den like ny.»
Ja, men der er en prøve som bestaaes endnu sjeldnere,
og det er denne: man læser en bok og betages av den; man
læser den nogen aar efter, og man synes, det er en anden
bok man læser; der aapner sig for os en ny verden, som vi
bare skimtet konturerne av ved den første læsning. Gang
paa gang har dette hændt mig ved Ibsens bøker, den
økede livserfaring i mellemtiden har gik mig midlerne til
den dypere tilegnelse.
Slik virker kun livet og den høiere potens av livet, som
er den store kunst.
De skikkelser Ibsen har skapt, slipper os ikke de
stiger ind i vore sjæle og blir vore egne oplevelser. Som
de i sin tilblivelse var selvanatomiske redskaper i digterens
haand, saa blir de ogsaa for os midler til fordypet selvprø
velse. Hvem av os har ikke hat øieblikke, hvor han som
Peer Gynt sat og pillet paa sit livs løk, skrællende lag efter
lag, angstfuldt speidende efter kjernen som ikke kom,
aldrig kom. Og kanske var netop saadanne øieblikke de
kjernedannende i vort liv. Hvem av os har ikke, som den
samme Peer, blit tvunget til at lytte til nøsternes klagesang,
til de vemodige anklager fra usungne sange, ugjorte gjer
ninger, ugrædte taarer, og hvem har ikke som han
535
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
