Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Halfdan Kjerulf - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det gamle er dødt, og se, en ny og bedre tid oprinder!
Nils Collett Vogt.
udtales, han, som skrev «Norges Dæmring», han, hvem Sam
fundet in corpore protesterede mod at skulle vælges ti?
Universitetslærer. Der stod han og talte med sin herlige
Røst, og da han havde talt, lød Bifaldet rungende gjennem
Salen.»
Han døde samme aar, Welhaven blev æresmedlem av
Studentersamfundet. Det er et slaaende vidnesbyrd om mag
ten i Wergelands personlighet, at ikke var han i graven, før
hans motstandere naadde frem til høihet og glans. Med et
utrop av befrielse er det da ogsaa, at Halfdan Kjerulf mel
der broren dernede i Diisseldorf, at nu er endelig udig
teren av veien. Banen er fri. Seiren der es. Og virke
lig synes det, som om Wergelands tilhængere ganske og al
deles har tapt modet, efteråt deres fører er borte. «De
have været disse Rabulister. Nu liste de om i Krogene og
søge i Mørke at holde en falden Sag oppe deres Tid er
forbi. »
Spottende skriver Kjerulf om «de stakkels Gammelsam
fundsmænd,» som i det høieste nu vover at være lidt humo
ristiske. Og lad dem bare det,» tilføier han. «Nu er der
kommet en ny Tid og en Generation, som ikke vil have
noget med de gamle Kjævlerier at bestille.»
Halfdan Kjerulfs omtale av Wergeland svarer litet til det
sympatiske indtryk, hans skikkelse ellers meddeler. «Den al
tid døende Wergeland» heter det et steds med et jep, som siet
ikke klær den fint tænkende, stilfarende mand. I de kredser,
Kjerulf tilhørte, blev man tydeligvis efterhaanden utaalmodig
over dette dødsleie, som aldrig tok slut. Det varte jo
ogsaa mer end et aar, før døden vandt paa Henrik Werge
land. Og i dette sidste, eventyrlige aar, et av de skjønneste
minder i Norges historie, skaper han en blændende solned
gang av tarver, som nok kunde ta veiret fra avinds- og
undermænd, drysser han et glitrende mairegn over landet,
som den dag idag faar det til at gro i os.
«Hvad Wergeland angaar, da skal Lægerne have er
klæret ham saa svækket, at han ikke kan leve mange Aar.
Og lad ham forsvinde! Han har misbrugt sine store Anlæg,
og han har forskjertset Navnet af en hæderlig Mand.»
Men da var ogsaa Wergeland død.
592
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
