Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Halfdan Kjerulf - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ypperlige mænd. Noble mænd.
Hvad var grunden?
Halfdan Kjerulf.
Og et andet sted : «Wergeland, som endnu lever, skjønt
sørgelig nok Stakkel, har derimod faaet sig en philosofisk
Kritik af Monrad over sin «Engelske Lods» og sin «Jød
inde», to større og, som det lader til, desperate Produk
tioner.»
Saa lød dommen. Dette var «intelligensen»s syn paa
Henrik Wergeland i hans dødsaar.
« Overrasket spør man da: Hvorav og hvorfor denne
haarde uvilje, dette rotfaste, uutryddelige hat, som ikke en
gang døden mildnet, end si forsonte?
La være at det kaotiske og ufærdige i hans poesi fra
støtte. Vi, som ser Wergelands digtning i sammenhæng og
paa frastand, har lettere for at være retfærdige end de, som
for sine øine saa den vælde frem fra dag til dag. Saa meget
grums flommet med, og det er nu engang menneskers skade
fro vane at fæste sig ved det mislykkede fremfor det sublime
og helstøpte. Allikevel! Dette dødsleie var jo i sig seiv
sublimt. Straaler og pragt ! En utfoldelse i skinnende lys,
mens skyggerne strakte sig længere og længere. Underlig,
at hans motstandere ikke blev grepet av saa stort et syn,
ikke bøiet sig for døden i saa ophøiet skikkelse.
Og læg merke til, at det paa ingen maate var de daar
ligste som for livet tok avstand fra Wergeland. Blandt hans
iltreste hatere var flere av de mænd som i de næste tyve
aar bar Norges aandelige og materielle liv Dunker, Stang,
Schweigaard, Welhaven, ja, til og med svogeren J. P. Collett.
Wergeland var partifører, det er saken, og det parti,
hvis sånger og talsmand han var, de saakaldte «ultra-norske»,
repræsenterte i disse mænds øine raaheten hertillands. Og
det var jo netop raaheten de vilde tillivs. Ingen har ret til
at kalde dem snerpede. Nogen maaneder efter Wergelands
død blev der holdt en større fest i Studentersamfundet, hvor
Welhaven var aftenens helt, og med tilfredshet fastslaar
Kjerulf, at «Stemningen var ganske skandinavisk med en
maaske lidt overdreven Tilsætning af norsk Selskabsmunter
hed for ei at sige Perialskhed. Men der var ei noget raat
og krast i denne Jubel», o. s. v. «Rigtignok,» lægger han
I sandhet! Uviljen hadde etset sig dypt ind.
593
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
