Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Vogt: Høire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Høire
værre er langt fra sin realisation, saalænge regieringens døde
haand hviler over vandfaldskoncessionerne.
Der rinder mig i minde et brev, som jeg for et aars tid
siden mottok fra en nordmand i utlandet. Han har tidligere
indtat en fremskutt stilling i vort partis organisation. Han
skrev: «Irgens Hansen fortalte engang, at han hadde grepet
sig iat smile til redaktør Friele i dampbadet. Uten at være
under noget dampbads bløtgiørende indflydelse griper jeg
mig seiv i at tænke med velvilje paa Castbergs sociale re
former.» Det er gaat mange høiremænd likedan. De er
under krigen blit tvunget til at tænke tingene igjennem
paany. Nogen er grepet av panik; dem regner vi helst ikke
med. Men andre här likesom Michelsen ved fri og selv
stændig tænkning faat sine ideer «radikalisert». Og dem maa
der fremtidig regnes med i norsk politik. De forstaar, at et
evig motsætningsforhold mellem kapital og arbeide, mellem
arbeidsgiver og arbeider i længden blir til begge parters skade.
De forstaar mange har længe erkjendt det at otte ti
mers arbeidsdag er fuldelig nok, hvis livet skal bli andet
end en kjedsommelighetens trædemølle. De ønsker at være
med til at gi arbeidere og funktionærer andel ikke alene i
utbytte, men ogsaa i ledelse, ikke som en merc eller mindre
frivillig gave, men fordi det skaper ansvar, solidaritet og fø
lelse av større menneskeværd. Den store profithunger, som
i de sidste aar har grepet om sig inden alle samfundsklasser,
har lært dem et nyt syn paa skattepolitikken og paa nødven
digheten av statskontrol paa omraader, som tidligere bedst
skjøttet sig seiv. De er derfor med Oscar Pedersen i «Sam
tiden »s forrige hefte enig i at tidens løsen ikke alene er po
litisk demokrati, men ogsaa økonomisk demokrati, seiv om
der raader meningsforskjel om midlerne til dets gjennem
førelse. Og er end denne overbevisning «nybakt», bør den
derfor ikke spottes. Er det ikke bedre og klokere politik at
si som Gambetta, da han vilde forsone borgerskapet med
proletariatet, byerne med bygderne: Republikken skal ikke
være et litet kapel, men et stort tempel for alle oprigtige re
publikanere, uten at man spør om dagen eller grunden for
deres omvendelse? Alene denne politik vil kunne bane
veien til et flittig skapende, et socialt likevegtig samfund.
305
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
