Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edward Bernstein: Den tyske revolution og Europa - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edward Bernstein.
Bare av denne grund og av mange andre, er det av den
største betydning for fred i Europa at ingen politik som ikke
opretholdes av nationalförsamlingens majoritet, kan seire i
Tyskland, og at der ikke kan danne sig en majoritet hvori
ikke socialdemokratiet er hovedelementet. Hertil kommer
undertrykkelsen av det gamle militærsystem som i aarrækker
tynget paa Tyskland og som overalt blev betragtet som en
permanent trusel mot den internationale fred.
Jeg tør vel forutsætte at læseren ikke sammenblander
ethvert nationalt forsvarssystem med militarisme. Man kan
ha forskjellige meninger om hvorvidt den tyske republik gjør
vel i at væbne sig for i tilfælde med magt at kunne forsvare
de tyske indbyggere i grænsedistrikterne; men man kan ikke
i princippet bestride republikkens ret til at beskytte sine grænser
likesaalitt som dens ret eller nødvendigheten av at forsvare
landets indbyggere mot væbnederevolutionsbanders overfald. La
os ønske og haabe at fredskongressen vil gjøre enhver be
skyttelse av vore grænser overflødig, og at republikken vil
konsolidere sig tilstrækkelig til at anvendelse av vaabenmagt
ikke mere blir nødvendig i det indre. Men dersom for øie
blikket den politiske situations ustadighet og befolkningens
ophidsethet i det indre tvinger den tyske republik til at ta
sin tilflugt til vaabnene, saa har man derfor ingen grund til
at anklage den for at ville gjenopvække militarismen; ti
republikkens armé er baade i sin effektivitet og i sin stilling
inden staten noget ganske andet end keiserdømmets staa
ende hær.
Det som fremfor alt karakteriserte den preussiske mili
tarisme, var at hæren indtok en særstilling inden staten.
Den maatte avlægge ed tjtl kongen og derefter til keiseren
personlig; han var ifølge konstitutionen dens øverste chef.
De preussiske konger var ifølge familietraditionen i høieste
grad optat av sin hær: de utnævnte, ikke bare i formen, men
i virkeligheten officererne, og saaledes paatvang de officers
korpset sin tænkemaate, og dette korps var det som gav hæren
dens politiske karakter. Fra politisk synspunkt blev den
334
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
