Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hugo Seligmann: Carl Nielsen - IV. Sangkomponisten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nielsen.
blevet til en hel Literatur for sig. Og naturligvis er Carl
Nielsens Indsats langt den betydeligste, næsten altid er det
hans Melodi, der har hævdet sig og staar som det fuldgyl
dige Udtryk for Digtet. Skønt Carl Nielsens Temperament
er frodigere og friskere, saa mødes dog Digteren og han i
Fantasiens Oprindelighed og i den maaske lidt preciøse
Trang til rent sjælelig Dissekeren, og de falder sammen i
det rent kontemplative danske. Men mens I. P. Jacobsen
var den artsbestemmende Botaniker, saa er Carl Nielsen
Gartneren, som planter Planten i Mulde, hæger om den og
og faar den til at skyde friske Skud. Derfor bliver hans
«Irmelin Rose» ikke det blodløse Ideal, som det blev for
Jacobsen, den ensomme Drømmer, efter hvem det virkelige
ikke havde Bud, og som saa i Længsel og Attråa og i Spot
ten over sig seiv og sin egen Uformuenhed skabte dette
Fantasifoster, dette hidsende Drømmebillede, som hedder
Irmelin, den vældige lille som det betyder, det vil sige Kvin
den, Mandens guddommelige Ideal.
Irmelin Rose blev jo en omstridt ung Dame for de
danske Komponister og for udenlandske med for Resten.
Men blandt alle hendes musikalske Tilbedere blev Carl Nielsen
den tilsyneladende mindst imponerede. Ikke fordi han ikke
elsker hende, i den Retning er han saamænd ligesaa besat
som de andre, men han vil bare ikke rigtig være ved det.
Han vælter sig ikke som Ole Olsen for hendes Fadder
tryglende, raabende, truende . . . Han staar ikke som den
ganske unge Arnold Nielsen rødmende og blufærdig og
tænker, at ham kan det da umuligt blive . . . Han snupper
hende ikke som Sextus Miskow, den glade Musikanter, med
et raskt Tag, forsorent og med Hatten paa Snur å la Tidens
Renaissancelandsknægt . . . Han bukker ikke for hende med
et fornemt akademisk Buk som Vilhelm Stenhammer . . .
Og mindst af alt søger han som Peterson-Berger at «gi
Greven», den stilige Greve, men rigtignok en Greve, som
alligevel tilsidst falder ud af Rollen og røber Parvenuen,
som gennem Slebenhedens Fernis lader En ane Instinkter
formedelst tykt og ikke blaat Blod.
Men Carl Nielsen, hvad gør da han? Han siger: nil
admirari. Derfor kunde det ikke falde ham ind at trænge
sig frem for at komme til, men trækker sig endogsaa endnu
465
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
