Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hugo Seligmann: Carl Nielsen - IV. Sangkomponisten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hugo Seligmann.
Jens Vejmand. Den er paa én Gang Visens, Strofens og Kompo
nistens Triumf, denne Fortælling, denne Hverdagshistorie
om Jens Vejmand og hans Sten, den ejer den evige Genta
tagelses Smerte, den ejer Livets Simpelhed og Alvor, dets
Übetydelighed og Übønhørlighed.
I de to jyske Digte af Johannes V. Jensen genfinder man
Carl Nielsen som Karakterskildrer. De Typer, Johannes
V. Jensen saa stærkt har karakteriseret i Digtene, deres indre
Liv, deres Stemning har Komponisten skabt. For det er jo
en af Musikens mest underfulde Lykkegaver, at den, som
inderst inde slet intet kan forestille, alligevel undertiden kan
give Udløsning for det, som Sproget seiv i den genialeste
Mesters Tanke maa slikke sig om Munden efter at tinde Ord
for. «Gi’ Husly, gi’ Husly.» aa, hvor de to Tatere staar
og tigger og snor sig netop saa poliske og snu, som det
Fantefolk de er, og saa er de jo dog saadan nogle sølle,
hjemløse Stakler. Og den gamle Spillemand, som gaber og
er ved at dø, men som ikke har mistet en Stump af sit Vid,
som har Humør seiv paa Dødens Tærskel det er som
en Shakespearsk Nar.
Og Carl Nielsens Naturfølelse eller en Del deraf i alt
Fald, der er som en Genspejling af det frodige danske Ager
land, den tinder man i Sangen om «Den første Lærke».
Den første Lærke, som hænger og kvidrer og kvidrer
ustanselig højt oppe under den klare, foraarsfriske Himmel.
Og han, som gaar dernede, der lige neden under i Pløje
marken det er Carl Nielsen seiv han overvældes, beru
ses, bedøves ør synger han om Kap med Lærken. Det
er Carl Nielsens Hymne til Vaaren. Knap som et Raab,
lutter flimrende Lyd, ikke Tanker og Ord. En Strofe kun,
men Livet jubler i den.
Noget af det første, Carl Nielsen skrev, er hans Musik
til I. P. Jacobsen. De hørte ikke blot med til hans eget
Gennembrud, men de blev et Gennembrud for hele vor Tids
danske Romance. Alle danske Komponister fra den Tid,
en lille Generation tilbage, med blot en Smule Estime for
sig seiv, satte Musik til I. P. Jacobsen dengang det var
saa- fint, saa dybsindigt —og saa «moderne». «Du blomst
i Dug», «Pagen højt paa Taarnet sad», «Det bødes der for»,
«Irmelin Rose» og hvad de nu hedder allesammen, det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
