Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sverre Klausen: «Retten til revolution»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Retten til revolution.»
meget at si som man kunde tro. En enehersker kan ikke
styre en moderne kulturstat uten et stort embedsapparat, og
et utviklet byraakrati vil altid bli en bremse mot despotiske
tendenser ovenfra.
Svakheten ved enevældet er at det dræper den politiske
interesse hos folket. I længden vil det si at staten mister ett
av sine vigtigste fundamenter. Og her har demokratiet et
fortrin. Det styrker folkets interesse for politik. Men intet
steds viser statsidéens ophøiethet over klasser og særinteresser
sig i skarpere belysning end i enevældet. Det var Bismareks
storhet at han saa at staten hverken gik op i flertal eller
klasse.
I vort land har demokratiets absolutte fortrin fremfor
alle andre statsformer været et klippefast dogme. Hvem
skulde for nogen aar siden ha anet at aristokratiets
tanke paany skulde bli levende i norsk politik? Allikevel
betyr syndikalisternes mindretalsdiktatur oprettelsen av et
slikt aristokrati. Rigtignok er vel mindretalstyret ment bare
som en overgangsform. Allikevel er det demokratiske princip
om flertallets übetingede ret principielt forlatt. En maa
derfor si at projektet er utsprunget av en egte aristokratisk
tankegang.
Der er mange udmerkede mænd, likefra en Platon til
forfatteren av «En Folkefiende», som har ment at aristokra
tiet er den ypperste statsform. Platon tænker sig idealstaten
netop som en ordning hvor nogen faa, de i politik kyndig
ste, sitter inde med statsmagten. Platon levde i det ekstreme
attiske demokrati, saa han hadde rikelig anledning til at se
skyggesiderne ved den statsform. Ogsaa Ibsens fædreland var
Europas mest yderligaaende demokrati i moderne tid.
«Vi trænger herhjemme et aristokrati,» sa Ibsen engang.
«Ikke et pengenes, ikke engang et evnernes, men et karak
terens aristokrati.»
Mange vilde sikkert gjerne gi statsmagten til karakterens
og den politiske indsigts aristokrati. Men hvorledes faa tak
i disse «bedste». Hvem kunde utpeke dem undtagen netop
de «bedste». Det blir at gaa i ring. Det er jo ikke mulig
at finde en praktisk og sikker metode som en kunde gjøre
et slikt utvalg efter.
De aristokratier som er fremtraadt i historien, har været
547
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
