Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Foraaret i Mikropolis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
av en krukke hjemme.
Hans E. Kinck.
bund, og han storlo for sig seiv. Der laa en grøn aker ind
til stien. Og han huket sig i inderlighet og lot de spæde
stråa gaa krislende gjennem sin hornede arbeidsnæve : Snart
blev det aks; og saa «måtet» de sig, og saa blev de gule;
saa kom skuren. Der var et flittig verdensstyre til. Og han
mindtes i brændende tak den yre høisommer, nåar skur
folk stod her og skar : Iblandt rettet de sine verkende rygger
og slængte ut de vanlige visestubber, som saa en anden
svarte paa med et nyt stev, og han igjen rettet sin ryg som
den første, med sigden blinkende i sin haand, og han
snudde grundende paa den, eller han skar likesom i et halm-
stråa for at tænke sig litt om efter svar . . . Han saa paa
åkeren, som vugget og hvislet og hvisket i morgenbrisen.
Nu stod der vakter rundt om den, med lange lynende spyd,
at ingen skulde traakke den ned, og siden, at ingen tyver
skulde trænge ind og ta ; dem hadde eieren faat utlaant
gratis av raadet, for dette var nu byens eneste aker. Han
lo ustanselig til vaaren og til åkeren og til de uforbederlige
hunder og alt som grodde. Vaaren var den sterkeste magt;
seiv midt i krigen var den det ! Han gik tilslut som i
søvne av bare lykke; lullet sig i syner om al-livets deilige
rigdomme. Steg mot himlen som en hvit morgensky og
fordampet .... Der stod en skindmager ko bortunder et
oliventræ og suget sig. Han stanset og grundet: ja, her var
jo vand bare til menneskene i staden nu. Og han tænkte,
hvor naturen forstod at indrette sig viselig: man bar sin
egen væske paa sig. Man behovet intet. Og i det øieblik
saa han, hvor hin gamle filosof hadde ret som lærte at «alt
flyter» : Alt var paa vei over i noget andet; og sjælene van
dret fra dyr til dyr og var evig; men mennesket seiv var
bare som et gissent kar, hvor tidernes sjæl randt ind og ut
av. Derfor var det just efter naturens orden at faste, som
nu i byen ; og ikke æte kjøt. Ja, det hadde den velsignede
paa knæ paa stien og sanket salat; det var krusbladet cichor
eum; og oliven hadde han visst endnu litt av paa bunden
Der kom en ung pike dansende nedover engen mot ham
med flagrende håar og opløst ansigt. Hun kjendte straks
den gamle igjen og skrek til ham paa lang avstand at de
krig lært dem. Alene den vise var rik ... Og han la sig
26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
