Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
holdning. Den er en hovedkilde for vor menneskekundskap,
den arbeider med ved dannelsen av vore idealer, griper dypt
ind i utfoldelsen av vore livsformer og vor livsførsel, øver
indflydelse paa vort forhold til natur og religion; den er i
høi grad medvirkende ved avgjørelsen av et folks evne til
livsglæde og lykkefølelse kort: den er en av de store ord
nende magter, og sluttelig tror jeg, træffer Nietzsche allikevel
det rette nåar han i folkelivets kunstneriske enhet og utpræg
ning ser kulturens egentlige hovedmoment. Det stemmer
ganske hermed, at kunsten samtidig danner et høist følsomt
manometer, som viser sjælelige spændinger i en nation, og
nåar det trækker op til kriser og katastrofer, er det ofte
kanhænde altid kunsternes speil, som ved at bli uklart
eller urolig alt varsler deres komme, mens himmelen endda
synes at være skyfri og tilværelsen uforstyrret. Det er meget
merkelig og høver med Oxenstiernas ringeagtende opfatning
av statsmændene, at disse aldrig har forstaat og utnyttet
kunsternes betydning og værdi som politisk-socialt barometer.
Beaumarchais’ «Figaros bryllup» præluderte den franske
revolution, og dersom man for en ti aar siden hadde op
fattet og værdsat rigtig ekspressionismens fremstaaen, vilde
man i dens produktion alt kunnet fornemme den fjerne larm
fra verdensrevolutionens og bolsjevismens torden. Da det tyske
folk var dypt bøiet under Napoleons tvangsherredømme,
skjænket Schiller det i «Wilhelm Teli» det uforgjængelige
lovkvad om opofrende fædrelandskjærlighet; Beethoven sang
sin C-moll symfoni over emnet: «Mennesket er frit, er det
end født i lænker», og i begge verker levde alt de kræfter
og trængte paa, som siden førte til Preussen-Tysklands
gjenfødelse og frigjørelse. Nu er det en kjendsgjerning som
er værd at lægge merke til, at interessen for teater idag over
alt i Tyskland er blit livligere, er øket meget. Kanske er det
bare en flugt væk fra den fortvilede virkelighet, en trang til
at adsprede sig og avlede tankerne, som ytrer sig paa denne
maaten; men kanske er det ogsaa et dypere instinkt hos
folket, som i kunstens billede vil erkjende sig seiv og over
tyde sig om sine idealer.
I et tidsrum av snaut 15 aar har den nu nei mezzo del
cammin di nostra vita staaende Max Reinhardt arbeidet sig
126
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
