Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
maa ihvertfald roses som en imponerende daad, at Reinhardt
tiitrods for de vældigste vanskeligheter allerede nu har rukket
at fuldføre «Grosses Schauspielhaus» og gaa igang med fore
stillingerne der.
Hvis det er lykkes mig at forklare, hvor inderlig det
arkitektoniske og det dramatiske er knyttet sammen og betin
get av hinanden i Reinhardts plan for et moderne folkets
teater, vil en finde det berettiget at jeg nu først prøver at
utvikle paa hvilken maate det høist vanskelige og originale
arkitektoniske problem er blit løst.
I aaret 1649 blev teatret di S. Giovanni Crisostomo opret
tet i Venedig, og her kom den almindelige ordning med bal
koner og loger for første gang til planmæssig gjennemførelse.
Det var dengang længe siden teatret hadde tapt sammen
hængen med den religiøse kultus, det var blit en elegant
underholdning, opera og melodrama blomstret, og foran
teppet møttes baroksocietetens fine verden, rede til at skue,
men kanske endda mere rede til seiv at skues med alle sine
herligheter. Den mørke mængde fyldte gulvet, stænderne
la beslag paa balkonerne, hver loge blev til en nobel salon,
der visitter blev mottat og avlagt.
Barokteatrets princip var altsaa at sondre og skille publi
kum paa aristokratisk vis, og dette princip kunde saa meget
lettere lægge teaterbygningen under sig som det gjennem
gaaende var fyrster eller høie herrer som lot teatrene bygge.
Det antikke teaterprincip derimot hadde været under ens kaar
at samle folket som møttes til religiøs festhandling. I Teatro
Olimpico i Vicenza, et verk av den store Palladio, og i
Teatro Farnese i Parma hadde høirenæssansen gjort forsøk
paa at fornye teaterbygningens antikke tradition, men barok
teatret viste sig at ha den største livskraft, og først i det 19de
aarhundrede har Richard Wagner og Gottfried Semper i pla
nerne for Bayreuther Festspielhalle atter gaat tilbake til disse
renæssansetidens forsøk. Tilskuerne blev her samlet som
enhet i rummet, men adskillelsen mellem tilskuerne og scenen
vedblev at være der, dette skille som det antikke teater ved at
ha orkestraen, korets dansested, som mellemled hadde over-
vundet paa en saa heldig maate.
Reinhardt rettet straks med rigtig instinkt sin opmerk-
somhet paa cirkus, som baade i sine ydelser og sin bygnings-
132
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
