Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
ningstorso, som ikke kunde fjernes eller omdannes, forstyr
rande ind i billedet, og det vilde ogsaa være mulig at
komme med retmæssige indvendinger overfor flere av de
motiver Poelzig har valgt. Men tilslut seirer likevel origi
naliteten hvormed kunstneren har tat fat paa sin opgave,
og det uryggelige mod som han har gjennemført sine tanker
med. Tilslut seirer den kjølige, men høistemte klarhet og
monumentalitet i dette kjæmperum, som lægger sig likt et
krystalkar omkring tilskuernes tusener og favner dem trygt
og lunt i sit uhyre hvælv. Som ved trolldom frammaner
det for tre timer det store billede av et folk som indbyrdes
enig samles til festlig høitid.
Og noget trolldom sagtig ligger ogsaa over opførelsen av
Aischylos’ «Oresti», som «Grosses Schauspielhaus» aapnet
sine forestillinger med. Gjennem den formørkede hal strøm
mer bølger av gult og rødt og blaat og fiolet lys, streifer de
enkelte skikkelser, adskiller dem eller forener dem til grup
per. Syner dukker op likesom fra underverdenen, træder
ind i det levende lys og blir atter borte, som suget op av
mørket. Under slæpende toner svulmer korets klager, bøn
ner og forbandelser og stiger opad. Foran terskelen til Atri
dernes palads blir Klytaimnestra synlig, helt til det sælsomme
smil en levendegjort arkaisk statue, en type paa de prest
inder som befolker Akropolismuseet i Athen. Fra den høit
ragende tempeltrappe driver Apollon, et straalende gudebil
lede med malmrost, Erinyerne, som graadig trænger sig
frem, bort fra sin helligdom. Der er billeder og toner, hvis
magt ingen uhildet tilskuer med kunstnerisk vaakne sanser
kan unddrage sig. De fylder det uhyre rum, råar med det,
fjetrer publikum, og en maa beundre den sjeldne kunstne
riske kraft som saa sterkt evner at mane frem skyggerne av
en længst avdød verden.
For det kan heller ikke Reinhardts teaterkunst med alle
sine midlers rigdom og hekserier dække over, at Aischylos’
vældige verk staar det moderne menneske uendelig fjernt.
For vor tænkemaate er det antikke dramas skjæbneidé utaale
lig, at en hel slegt fra oprindelsen av er fulgt av gudernes
forbandelse og gaar tilgrunde ved den, denne idé som
ogsaa Goethe engang (1832) i en samtale med Eckermann be
tegnet som ret og siet forældet og i det hele tat stridende
136
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
