Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tyske kulturbreve.
mot vore religiøse begreper. Den litterært dannede kan gjen
kalde i hukommelsen det græske dramas historiske forutsæt
ninger og paa den maate faa istand en indre sammenhæng
med Aischylos’ mesterverk; men for det publikum et folke*
teater har at regne med, er og blir Atridehusets rædsler
for at si det like ut og Erinyernes forsoning ikke noget andet
og mere end kuriositeter fra en ældgammel fortid. Naar
«Grosses Schauspielhaus» har aapnet rækken av sine forestil
linger med dette verk, kan jeg tro at dette valg blev avgjort
ifølge den programmatiske tanke om at vise publikum det
bedste i alle tiders og nationers litteratur. En tanke som
nok kan kaldes egte tysk: den er fremstaat av den tyske
aands storslaaede verdensborgerskap, som jeg holder for
større, frugtbarere og fremtidsrikere end den internationa 1-
isme som nu blir præket paa gater og stræder. Men for et
folketeater synes dette program unaturlig og farlig. Det er
spiret frem paa dannelsens og ikke paa livets grobund og
trænger kunsten bort fra livets omraade, der den alene kan
trives, og ind paa dannelsens omraade, der den forkrøbler
til kunstprodukt. Det er en utfældning av hin historisisme, hvis
lammende virkning Nietzsche har fattet saa skarpsynt og,
fremstillet saa overbevisende. Det er unaturlig, dersom et folk
i sit teater vilde søke forstaaelse for förtiden, nei, hvad det
søker, er gjennem digtningen i dens mest gripende form at
faa et objektivt idealbillede av sit eget liv, at faa stadfestet
sine høieste goder, overbevisninger og idealer. Det søker sig
seiv, og derfor kan et folketeater alene opnaa sine formaal
ved at støtte sig paa en national og for samtiden avpasse!
spilleplan.
Det tyske folk savner paa ingen maate en dramatisk
nationallitteratur. Goethe og Schiller, Kleist og Grillparzer,
Hebbel, Anzengruber og Hauptmann (for ikke at nævne et
stort antal av mindre talenter) : det er en række av drama
tikere, som kan hævde sig med den største hæder, ja, det
tør kanske paastaaes at det moderne drama hos intet andet
stort kulturfolk har gjenspeilet nationaliteten saa mangfoldig,
saa betydelig og saa dypt som hos tyskerne. Men av alle
disse digtere er og blir efter min mening allikevel Schiller
fremdeles tyskernes egentlige nationaldigter. Naar det blandt
de litterært dannede og altfor dannede idag er mode at
137
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
