Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tyske kulturbrcve. -ia-i
frelse sig seiv; den blir frelst av genierne, heltene, profeterne,
i dem Gud aabenbarer sig. I de av dramaets helter som sei
rer seiv om de bukker under, gjenfinder og erkjender folket
sig og sine høieste kræfter, meninger og maal det hele
folk, og ikke alene det som man nu ynder at gi ut for folkel.
Slik avspeiler det nyeste tyske drama høist levende, ja
endog rystende oplevelser og stemninger, livssyn og længsler
som blev aarsak til at en hel generation blev drevet over i
revolutionens leir. Det gjenspeiler denne seiv i ideal form,
avspeiler motsætningerne og spændingerne som den fremgik
av. Saa langt rækker denne dramatiske kraft ikke længer.
Den eier ikke evnen til at overvinde og forsone motsætnin
gerne, til at ordne kaos, til at vise muligheten og billedet
av et nyt liv som er værd at leve. Det som dramaet skil
drer og kræver er nu blit til virkelighet, og der manglerikke
tegn paa at mange av dem som længtet efter og haabet paa
denne virkelighet, er bittert skuffet og dypt forfærdet over
den. Det maa nu avventes om virkelighetens opdragende
magt vil bli istand til at fylde et nyt slegtled med nye idealer.
Det foregaaende avsnit fører ikke saa langt bort fra
Reinhardts «Grosses Schauspielhaus» som det kanske kunde
synes. Hvad jeg vilde paavise er: Et modig tiltak har her
skapt en ny form for teater, som med overvældende styrke
paatvinger os den majestætiske vision av et moderne folkets
teater, men indholdet som skal til for at fylde denne form
evner nutiden ikke at gi. Den formaar ikke at gi et drama
som ener det dypt splittede tyske folk om nye idealer. Men
et verk som «Grosses Schauspielhaus» blir bare ved sin
eksistens av høieste betydning, fordi det til alle sider aapner
nye utsyn, nye muligheter, nye tanker. Det motvirker scene
kunstens raa naturalisme, som dræper aanden; det tvinger
skuespilleren til at fortætte sin kunst, til at forenkle den og
rette den mot det oprindelige og store; det aabenbarer for
digteren nye opgaver og sætter publikum i et nyt forhold til
dramaet. Naar mange tilskuere förlåter «Grosses Schau
spielhaus’» forestillinger med en følelse av at være dypt
næsten religiøst grepet, saa maa vel denne kjendsgjerning
fremforalt føres tilbake til at rummets og fremstillingens
idealitet har tvunget deres fantasi til at opleve digterverket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
