Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wihelm Keilhau: Trospolitiske kampsignaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wilhelm Keilhau.
den øverste krigsherre i Tyskland i sin nød anrope den tro
löse forbundsfælle fra Rosbach, vi har hørt velsignelsen ned
bedt over habsburgske, angelsaksiske og italienske vaaben, et
par gånger hørte vi endog en svak nøitral kirkebøn for fred.
Men det har altsammen været bønner som var velbehagelige
for generalerne eller uskadelige for statsmændene. Nationa
lismen fik kirkens billigelse til sine krav paa millioner av
unge liv. Begeistringen, idealismen, troen, offerviljen, mar
tyriet, alt det som er Guds, blev git til keiseren. Og kirken
tidde eller gik med. Den hadde ikke mot til aa si: «Mit
fædreland er ikke av denne verden.»
Nu vilde det imidlertid være übillig aa rette bebreidelsen
for undfaldenhet og frygtagtighet mot kirkens mænd alene.
Under Verdenskrigen var vi alle besat av taushet. Det er
efterpaa næsten umulig aa forståa hvor rædde vi var, hvor
diplomatisk vi uttrykte os, hvor jammerlig lite ungdommelig
vi tænkte og skrev. Men det er altid saa: store begivenheter
virker fordummende. De imponerer med en slags statistisk
vældighet, de taler til det primitive og uoplyste i en, de fylder
det moderne menneske med telegrammer istedenfor med
tanker. Tyskernes indfald i Belgien virket som et lammende
slag mot den intellektuelle verdens nervesystem. Og i den
første forfjamselse gik der tapt et av menneskehetens koste
ligste goder: viljen til det frie ord. Det gik tapt, —ikke bare
i de smaa nøitrale land hvor vi ingenting sa, men endnu
fuldstændigere i de krigførende land hvor alle følte sig for
pligtet til aa si det samme. Opinionstrykket regjerte som en
tusenhodet tyran. Det er værd aa lægge merke til og filoso
fere over at der neppe nogensinde har været vist saa glim
rende meget fysisk mot og saa ynkværdig lite moralsk mot
som mellem august 1914 og september 1918.
Igrunden har de vantro ikke noget aa la de kristne høre.
For de var ikke kjækkere seiv. Det var de samme aarsaker
som maalbandt alle, som avstumpet indignationsevnen og
svækket protestlysten. Ja, nåar idealerne Ira de to første
aartier av vort aarhundred skal faa sit store fallitbo gjort
op, vil det endog sikkert vise sig at kristendommens konto
staar godt. For om de kristne har syndet meget ved ikke
aa træ op mot krænkelserne av religionens bud, saa har ial
fald kristendommen ikke noget ansvar hverken for utbruddet
158
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
