Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Laache: Om geniet som biologisk problem - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S. Laache.
gemene opdirker og kjeldertyv, som de ikke vil ha noget
med at bestille. Ogsaa hertillands kjendes vel utrustede tyve
knegter paa hvem Lombroso’s teori siet ikke passer. Denne har
imidlertid sat sig praktiske resultater rundt i landene, saa
ledes hos os i Trondhjems kriminalasyl, der oprettedes i 1890.
Om hvorvidt hans dersteds internerte protegéer, Bødkeren
t eks er synderlig begeistret over videnskapens fremskndt
eller om de, nåar de «som farlige for den offentlige sikkerheb
allikevel maa berøves friheten, likesaa gjerne valgte t. eks.
Akershus landsfængsel, skal jeg la være usagt.
Men hvad kan vel det foregaaende ha med geniet at be
stille <> Hvorledes kan vel aandens tyrster, disse sjeldne
fuoler der som ørnen svæver høit over vandene, nævnes
i forbinbelse med individer i rendestenen eller hørende til
samfundets laveste bærme? Det er dette, som vi i det føl
gende skal se paa.
Det er forsaavidt ingen tilfældighet, at den sidst nævnte
forfatter, Lombroso, i 80-aarene lot utgaa i nyt oplag et ikke
mindre opsigtsvækkende arbeide om geniet (I’uomo di genio
in rapporto alla psichiatria), hvori han fremsætter den for
bløffende paastand, at dette, selvfølgelig med anerkjendelse
av al overlegenhet, staar i nøieste forbindelse med degenera
tion, hvis stigmata ikke er til at ta feil av. Aarsaksmomenter,
som i regelen virker degenerativt paa vanlig maate, kan under
tiden ha et geni tilfølge. En av dem der nærmest slutter sig
hertil er M. Nordau, der længe var bosat i Frankrike, hvis
litteratur, som han nøie kjender, ifølge hans dom er deka
dent fra først til sidst. I hans 2 bind sterke publikation
«Entartung» 1892-93 faar nutidens digtere sit pas påaskrevet,
deriblandt Ibsen, hvis verker han kjender paa originalsproget,
med ordspil etc, men hvem han undtagen som behændig
scenearrangør ikke sætter synderlig høit. Ibsen er degenerativt
øiennemsyret fra top til taa, hvorpaa bl. a. hans individuali
tetsiagt («Ichsucht») føres som bevis. Det synes imidlertid som
det allerede før mindre skarpt definerte degenerationsbegrep
derved trækkes efter haarene og risikerer at bli borte mellem
fmgrene. En pietetsfuld lombrosianer er K ure 11 a, der efter
270
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
