Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Bjørnsons lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 Samtiden. 1920.
Bjørnsons lyrik.
Bevægelsen, det dramatiske liv, er i det hele et av de
mest karakteristiske drag ved Bjørnsons lyrik. Han dvæler
sjelden i en stemning, men han bruker stemningen som et
springbret, hvorfra han vinder sig ny vilje og handlekraft.
Blandt hans forholdsvis faa direkte subjektive digte er der
ingen egentlige glædesutbrud, intet digt av den art som f. eks.
Wergelands Den første omfavnelse. Sorgen har heller aldrig
inspirert Bjørnson til digtning, undtagen nåar den var for
bundet med harme, slik at han i en tung stund kunde tvinge
sig til at smelte stemningen om og synge sit: «vær glad, nåar
faren veier hver evne som du eier». Hvor han i Af f nen er
stille begynder sit digt i vuggende længsel, der bryter han
med ett overtvert: «Men jeg tør sprænge dækket og trænge
ind hvor i drømme du gaar!» Dette er som Poul Levin
sier ikke længer noget stevnemøte, det er strandhugst.
Denne bevægelse, det dramatiske liv, denne sterke for
nemmelse av handling gaar igjen i nærsagt alle arter av
Bjørnsons lyrik, seiv i de digtene som synes at ha naturen
til emne. Den skjønne regnveirsskildring i kantaten til Sel
skapet for Norges Vel, Bjørnsons sidste digt er forme
hg bygget som et drama, hvor første del i sterk stigning
tegner tørken og længselen efter det livgivende vaarregn, og
anden del bringer den lykkelige utlösning av spændingen ved
det indtagende billede av regndraapernes dans. Ja, det er
igrunden mest det dramatiske Bjørnson elsker i naturen; han
kan nok nyde synet av høstens klarhet og av skjønne farver,
men han vælger sig april, ikke fordi den er den vakreste
maaned, men fordi den stormer, feier, fordi den smiler, smel
ter, i den blir somren til. I hans ridderlige feidebrev til
statsraad Stang lyder det glade budskap at den uro og styg
het som det klages over i Norge og norsk politik, bare er
vaarflommenes uundgaaelige følge, tegnet paa at vaaren fødes.
han nyder forud af dens harmoni;
geni er samfund med den aand, som føder.
Slik er Bjørnsons eget geni, og slik er hans syn paa
naturen: ikke en dvælende glæde ved det som er, men en
forutnydelse av det kommende, en glæde ved spændingen i
Den, som har geni,
317
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
