Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
fremst blit bestemt av to andre urfænomener. Det ene er
den religiøse utvikling som begyndende med jødedommen
fandt form i kristendommen, som er blit avgjørende for
occidentens religiøse og sedelige liv og trods al fornegtelse
og bekjæmpelse vil vedbli at være bestemmende, ja i
Tyskland antagelig atter vil faa en øket indflydelse. Det
andet er den germanske aand som fra nordgermanernes og
sydgermanernes gamle litteratur og de tyske folkeeventyr
av, over gotikken, mystikken, Luther, Bach, den unge Goethe og
romantikken og like frem til nutiden har hævdet sig som
det oprindelig racemæssige, det egentlige instinktive folke
element i den tyske dannelse, har befrugtet den rikelig og
gjennemtrængt den. Møtet mellem disse tre fænomener,
kampene, motsætningerne, utligningeme, den forskjellige kon
junktur hvori de træder til hverandre, utgjør hovedindholdet
i den tyske dannelseshistorie, de konstituerende bestanddele
i den tyske kultur. Dens dobbeltnatur er dens skjæbne. Den
stræber med den germansk-gotiske aand mot det evig irratio
nelle, det übegrænsede, subjektive, mystiske ; den søker med
antikken det rationelle, det begrænsede, den objektive form
og gjennemsigtige klarhet. Den kan ikke prisgi det første
element uten at fornegte sin oprindelige natur, ikke det andet
uten at fornegte sin historie. Atter og atter har den forsøkt
at orientere sig ensidig til den ene eller anden side, men
atter og atter har der efter slike forsøk fulgt den uundgaae
lige reaktion. Det er og blir dens ideale opgave at naa frem
til en syntese av disse to mægtige virkende kræfter; hvad
Friedrich Schlegel for mere end et aarhundrede siden sa, at
tyskhetens ideal tilhørte fremtiden, det har endnu den dag
idag sin gyldighet. Vi vet ikke om det nogensinde vil for
undes det tyske folk at naa frem til denne syntese; kanske
forblir den evige stræben, den evige kamp og dermed den
evige disharmoni folkets skjæbne; kanske ligger baade
den tyske aands svakhet og dens gripende og revolutione
rende magt netop deri at den altid maa bli i strømmen,
altid fornye og befri sig, altid motta sin lov og sit liv fra
et ideal, der som alle idealer «paa én gang baade er
og ikke er».
Men nu vil man, tænker jeg, ialfald forståa, i hvilken
retning den tyske nyhumanisme vil ha den humanistiske
374
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
