Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guglielmo Ferrero: Babel - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af\r\ Guglielmo Ferrero.
som kun vedkommer den naturlige ret, d. v. s. suverænernes
samvittighet og deres ansvar for historien og gud. I praksis
og i virkeligheten raadet disse forfatterne enhver krigførende
til gjennem overenskomst at betragte motstandernes sak som
like retfærdig som sin egen og aldrig at gjøre fordring paa
at være rettens repræsentant likeoverfor vold og magt. Over
fladisk set kan denne doktrine synes absurd og næsten
umoralsk, men la os se paa de argumenter hvormed dens
ophavsmænd retfærdiggjør den. De sa at uten en saadan
overenskomst og eftersom der ikke findes nogen lov eller
autoritet til at træffe avgjørelse om ret eller uret mellem
de krigførende stater, vilde ethvert folk komme til at bh
dommer i sin egen sak; det vil selvfølgelig altid være over
bevist om at det alene har ret og at alle motstandere har
uret; krigene vilde altsaa bli evige og universelle. Evige, da
ingen av parterne vilde gi sig, førend dens kræfter var uttømte,
og den som gir sig, vil kun gjøre det for saa snart som
mulig at begynde paa nyt, da retten kræver at uretfærdig
heten blir straffet. De vilde bli universelle, fordi alle, i
følelsen av at forsvare, ikke bare en begrænset interesse,
men livets høieste goder, vilde stræbe efter at sikre sig al
den støtte som kunde opdrives. Opfattet og begrundet paa
denne maate indeholder denne doktrine unegtelig en dyp sand
het, men paa ett vilkaar: at krigen ikke truer de vitale inter
esser. Det vilde jo være urimelig at forlange at en stat skulde
erkjende sin fiendes sak som retfærdig, hvis den maatte for
svare sin eksistens mot en motstander som er fast bestemt
paa om mulig at tilintetgjøre den. Saaledes forholdt det
sig i det 18de aarhundrede. Monarkierne førte dengang mot
hverandre en begrænset og konventionel krig som det 19de
aarhundredes strateger dypt har foragtet. Men denne konven
tionelle krig var blot et middel til at gjøre magten mindre
farlig seiv i dens uretfærdigste nykker gjennem begrænsningen
av de midler den kunde disponere over, og overflødiggjore
de farlige diskussioner om krigens retfærdighet og dens
resultater.
Det 19de aarhundrede har avskaffet denne konventionelle
og begrænsede krig. Revolutionen og Napoleon har avløst
den med hvad Foch kalder den «absolutte» krig, d. v. s. den
übegrænsede krig som anerkjender alle midler som legitime
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
