Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lyder Brun: Religion og stat, i lys av kristendommens ældste historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyder Brun.
tydelig avsløret som det moderne Babylon, det romerske
verdensrikes hovedstad, staden paa de syv høie, Rom.
Mindre sikkert er det hvad forfatteren tænker paa ved
det andet vilddyr som stiger op av jorden, det som faar det
første vilddyrs billede til at tale, og som forleder alle jord
boerne til at tilbede vilddyret og ta dets merke paa sin pande,
en dobbeltgjænger til antikristen som senere betegnes som
«den falske profet». Men saa meget er i hvert fald klart at
der sigtes til en magt som med alle midler fremmer keiser
kultusen: kanske keiserkultusens presteskap og profeter,
kanske provinsernes statholdere og landdage, kanske en ny
dæmonisk forførelsesmagt som forfatteren venter, nåar den
store trængsel kommer.
Den religiøse dyrkelse av herskerens person som Johannes
aabenbaringen saaledes retter sit slag imot og stempler som
antikristelig, har en lang forhistorie. Fra Alexander den store,
som alt i levende live og endda mere efter sin død nød gud
dommelig ære, var den gaat over paa hans efterfølgere, og i
de hellenistiske kongeriker, tidligst vistnok i Ægypten, var
den blit en statsindretning, en likefrem undersaathg phgt.
Fra de hellenistiske konger blev den igjen overført paa
romerske feltherrer og embedsmænd, fremfor alt paa store
undtagelsesmennesker som Pompeius og Cæsar, og tilsidst
paa keiserne. Allerede fra aar 31 f. Kr. blev der i Østen
ydet Augustus guddommelig dyrkelse, enten alene eller i for
bindelse med gudinden Rom. Og siden hadde keiserkultusen
skutt kraftig vekst, ikke mindst i Lilleasien, hvor Johannes
aabenbaringen hører hjemme.
I den hellenistiske herskerkultus levet oprindehg noget
av den græske tro paa det guddommelige i mennesket, særlig
i det fremragende, usedvanlige menneske. Og dyrkelsen av
keiseren og gudinden Rom var fra provinsernes side ofte
uttryk for en virkelig begeistring og taknemmehghet for de
goder fremfor alt den fredens velsignelse som keiserdømmet
hadde bragt, - saa meget mere blev den av de romerske
embedsmænd fremmet i statens interesse, som et betydnings
fuldt enhetsbaand for det baade nationalt og religiøst sterkt
differentierte rike. Fra polyteistisk synspunkt eller i lys av
den græske herosdyrkelse og den euhemeristiske lære om
guderne som guddommeliggjorte mennesker var der heller
462
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
