Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lyder Brun: Religion og stat, i lys av kristendommens ældste historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religion og stat, i lys av kristendommens ældste historie. ztøfå
ikke altfor meget at indvende mot den; seiv skeptikeren
kunde med et skuldertræk føie sig i den som et uttryk for
undersaatlig lojalitet.
Übøielig motstand møtte den kun fra de to religioners
side som den antikke tid betegnet som ateistiske : jødedommen
og kristendommen. Av disse hadde jødedommen, som nævnt,
opnaadd fritagelse. Den var trods alt en saa avgrænset
nationalreligion at den uten betænkelighet kunde stilles i en
særstilling. Kristendommen derimot hadde et ganske ander
ledes universalistisk vingefang og en helt anden missions
kraft. Saa snart romerstaten blev fuldt klar over dens for
skjel fra jødedommen og dens store utbredelsesmuligheter,
maatte den gjennem krav til de kristne om deltagelse i keiser
kultusen forvisse sig om deres lojalitet og sikre sig mot en
opløsning av statslivets religiøse grundlag.
Dette krav blev imidlertid fra kristelig side likesaa be
stemt avvist som fra jødernes. For de kristne som for jøderne
var keiserkultusen avgudsdyrkelse, stridende mot monoteismen.
Og den stod tillike i en motsætning til Kristustroen og Kristus
kultusen som for den kristne vilde gjøre den til et likefremt
frafald fra Kristus. Alle de høie prædikater som keiserkul
tusen tilkjendte keiseren: «herre», «frelser», «Guds søn»,
«Gud», tilkjendte Kristustroen og Kristuskultusen i stigende
mon Kristus. Derfor blev kravet om at kalde keiseren herre
eller antænde røkelsen foran keiserens billedstøtte ensbe
tydende med kravet om fomegtelse av den kristelige grund
bekjendelse: herre er Kristus. Fra romersk synspunkt for
tonet det sig som et meningslöst stivsind at vægre sig saa
haardnakket ved at opfylde en tilsyneladende saa harmløs
fordring: skulde livet, tilmed livet i den græsk-romerske kul
turstat, virkelig ikke være en messe værd? Men de ellers
saa lovlydige kristne gik heller i døden end de paa dette
punkt bøiet sig. «Sverg ved keiserens lykkegudinde, saa
slipper jeg dig fri, smæd Kristus», sier prokonsulen til Poly
karp; men den gamle biskop svarer: «I 86 aar har jeg tjent
ham, og han har ikke gjort mig noget ondt; hvorfor skulde
jeg smæde min konge som har frelst mig?»
Denne konflikt mellem kristendommen og romerstaten,
som siden blir et hovedemne for to aarhundreders historie,
er det som med principiel klarhet melder sig i Johannes’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
