Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Folkevisen - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 - Samtiden. 1921.
Folkevisen.
brjost, som du saug». Det hænder nok den dag i dag, at man
priser en mor lykkelig for hendes barns skyld og siet ikke
tænker paa Lukas XI 27. I visen er det hele et middel til
stigning i uttrykket. Jomfru Magnill sier:
Sæl er den mo’er, slik sone aa,
endaa sælar den honom maa faa.
Motivforskning er en farlig videnskap; den leder let til
overtro. Men jeg skal vel vogte mig for en detalj-polemik,
baade fordi den i enkelte tilfælde vil falde helt likegyldig, og
fordi man ikke uten angst og bæven kan si Liestøl imot.
Som ingen anden er han herre over folkevise-omraadet. Hans
viden er saa grundfæstet, hans skjønsomhet saa stor, at en
mere letbevæbnet gjør ret i at vise forsigtighet.
Liestøl var netop manden til at ta det dryge arbeide, de
norske folkeviser krævet av sin utgiver. I alt væsenllig har
han skapt en «folkeutgave», som er ham seiv og det merke
lige emne værdig.
Det var romantiken, som i sin tid drog folkeviserne frem
av glemselen og gav dem magt over ny digtning. Der er da
ogsaa et visst slegtskap mellem det 19. aarhundredes roman
tik og middelalders-poesiens aand. Det ligger fremfor alt i
iorholdet til det uvirkelige, det drømte. Baade romantiken
og middelaldersdigtningen gjennembryter skrankerne mellem
virkelighet og drøm; naturen og det overnaturlige, livet og
eventyret gaar i ett; fantasilandet, som tildigtes den virke
lighet vi kjender, fremstilles som en ny og like egte virke
lighet.
Men stort længer rækker heller ikke den umiddelbare
likhet; middelalderens «romantik» er den samme som vi
tinder i eventyret, den indeholder netop en tildigtning til
virkeligheten. Men den omdigtning av det virkelige, som
er det væsentligste ved den moderne romantik, det reelle sat
i ny funktion, besjælet, følende, handlende, seiv om det for
vor vaakne bevissthet er «dødt» : vaarnatten, som favner den
slumrende dal, elvene, som nynner de lange, dæmpede.
dyssende sange, stjernerne, som staar frem for at lytte til
33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
