Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Folkevisen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche.
brændingens mægtige kor, og som med straalende øine følger
bølgernes hellige messe ved nat: al denne besjæling, hele
denne stilens romantik, som gir den kjendte virkelighet et
nyt, hemmelighetsfuldt liv, er saa temmelig fremmed for
middelalderens digtning, ogsaa for folkeviserne. Visernes stil
er «realistisk». Virkeligheten, det er baade mennesket og
elvekongen, baade linden og de forheksende «villarkonn» ;
men om alt tales der i de enkleste ord. Det «døde» i na
turen besjæles ikke, stilles ikke i anden funktion end hver
dagens virkelige. At det lever menneskers liv, favner, slumrer,
nynner, lytter, har straalende øine, fortæller stilen intet om.
I den del av folkevisesamlingen som nu foreligger, besværes
teksten knapt av et eneste billede (undtagen i sammenlignin
gens form). Alt er enkelt, klart og gjennemsigtig. Visen er
i sig seiv et eneste stort billede.
Seiv paa sammenligninger er stilen fattig, og de som
findes, virker ikke, som om de er hentet langveis fra, av en
vidfarende fantasi. Mange av dem er det rene flyttegods; i
sagaer og skaldekvad findes de igjen, i eventyr ogsaa. Men
situationen kan være slik, at seiv det almindeligste billede
virker med ny kraft. At Toreliti lyser som solen, sier ikke
meget. Men sætter hun sine terner i ring, til dans, og utvides
sammenligningen med en ny, en om ternernes samspil med
«solen», da ser vi straks, da lever billedet:
Det lyser av Toreliti, der hun fører dansen ; der er
helgedagsglæde over hendes terner. Ogsaa ad motsætningens
vei kan to sammenligninger gi hverandre et fyldigere ind
hold, som i sangen om de to søstre:
Den yngre gjekk fyre som ei sol,
den eldre gjekk ette som orm i jord.
Men der findes ogsaa billeder, som helt ut virker ved
egen kraft. Ung Herredags skib er vældig at se under lan
det: «dæ er saa stort som øya»; av staalet i hans mænds
sverd staar mørk glans: «dei glima som rabnefjøre». Mor
gensolen er for kjæmpen Steinfinn som «den vene brur, som
leikar paa fimom fote» (paa snar fot).
Fyre ho gjeng’e som ei sol,
ette dei dansar som i jol.
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
