Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Folkevisen - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ødet staa der:
Fuglen synger:
1 Av den gamle sneskavl.
Fredrik Paasche.
kviste». Er det høst, lever vi i et land, der «de blikna linde
bla» dækker jorden, og «morgodoggji fell’e tykk». Kommer
vinteren: «det gjere baade snjoar og blæs». Det er nok; vi
vet hvor vi er. Men med endda skarpere omrids kan vinter-
kvasse er dei jokletindan",
det fyk av fonno skavle1
Men i sommerlandskapet er det ikke ødt og dødt. Der
er fuglesang, brus av vinger, lyd av lette trin: I den «ædeli
skog» er de «ædeli dyr» ; der leker hjort og hind under
bjørk og lind, der leker ekorn og due. Og i græsset lever det :
De var um ei morgostund,
lerkjen han spilar i engji.
Men sætter den «fjør i vere», kan den flyve over storsjø:
Sjøen skildres ikke; men den er «have svarte», og det
er nok til at vi ser den.
«Have svarte» i dets vildskap og vælde er den natur,
vor gamle skaldedigtning er mest fortrolig med. Rimelig
nok: skaldene kvad i de dage, da kysten var Norges livs
aare. I folkevisen ser vi mere av landet. Visens miljø er
i det hele rikere, mere skiftende.
Og dens kunst er fyldigere. Ikke dens formelle kunst;
paa det omraade kan ingen poesi maale sig med skalde-
det var den lisle fugl’e
han fauk ivi hav.
Eg er meg so liten ein fugl,
i grase eg rann
Kaldt er her paa Skumeheio,
vinden blæs av avle;
Kom eg meg aat votno dei,
der isane brunne blåa
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
