Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Thrap-Meyer: Parken - I. Blæst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PARKEN.
Hver Høst nåar vi bekjender
Sommerens Forlis,
ser vi at Trærne gulner
som fordum, paa samme Vis.
BLÆST.
Der ute gaar Vinden, og pusler og suser,
for rappe Støt det rasler alt Løvets tunge Hang.
Paa Fjorden stryker Kastene for Vindens aapne Sluser,
og dette har vi hørt, og hører nok engang.
Den saare skarpe Raslen, den gjemmer alt mit Levned,
og al min Barndoms Længsel, og al min Ungdoms Graat
og alle mine Nederlag, og alt hvad vi ævned,
det slingrer nu for Vinden som en herreløs Baat.
Ti dette Løvsus rører ved saa mange saare Strenge,
saa neppe jeg tør haabe, og endnu mindre tro
at hvad jeg hittil leved skal skyte Vækst og gro,
og dog har jeg kjæmpet og haabet det saa længe.
Men nåar Vinden gaar der ute, og hvisker og suser
i rappe Støt, og hviler sig bak Løvets tunge Hang,
da tænker jeg og gyser nåar den slaar mot min Rute:
Aa, skal jeg ikke møte min Skjæbne engang!
Men Skjæbnen har Øine som Høstens mørke Nætter,
og hendes Sind det bølger som Sjø for natlig Vind,
men Drømmene om hende har lænket alt mit Sind,
de sukker og de klager, de frister og forjætter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
