Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Thrap-Meyer: Parken - I. Blæst - II. Intermezzo - III. Septemberaften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om engang de blev trampet av en anden Kvindes Hæl.
11.
INTERMEZZO.
da seiler alle Sommerdrømme
for høstlig Bør.
I disse vanvidslyse Nætler
av Maaneskin,
da spiller Pan i Parkens Skygger
paa Fløiten sin.
111.
SEPTEMBERAFTEN.
Muldet.
Parken
Og hvad jeg dypest længes mot, og haaber paa, og bæver,
det er den stolte kvinde jeg tør skjænke al min Sjæl,
og vise hende stille at dype Drømme lever,
Vid: drømmen er saa gammel, den lever og den strider,
jeg vet mit Sind har Slugter hvor den kan dø og ødes.
Aa, giv mig Liv, at Drømmen bliver stærk mens den lider,
og giv mig at den blomstrer nåar engang vi møtes.
Naar en Augustkvelds Maane stiger
bak Valmuslør,
Jeg vet at alle Trærne staar og venter i min Park,
og Luftens klare Draape er i Halvlys langsomt graanet.
Jeg har søkt dig i Haven, og hvor en hvitnet Mark
er smeltet i Skumring hvor Fjordens Flate blaanet.
Jeg har set at alle Trærne har skarpe Snært av Kulde.
Jeg har set det første Lønneblad i Natten lydløst falde,
det var som Bladet kjæmpet for sig og alle
Blade, det kjæmpet og det stred før det slingret skraat mot
Jeg har søkt dig, ti Himlen staar rød bak Parkens Løv,
og Fottrin fra min Fortid der gaar i Havens Gange,
jeg hører Sko som knirker paa høststille Støv.
Jeg hører fler og flere, og snart saa blir de mange.
149
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
