Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Så dyrk da den hellige, evige ild,
sålænge dens flammeglød næres.»
12 Samtiden. 1921.
Tryggve Andersen.
«Den solild brænder så kort en stund
de stakkede timeskifter,
må nøie sig tidt med at glimte kun
gjennem regntunge skyers rifter.
som brænder, men kan ei fortæres!
Sålænge som jammer og kvide er til
Det er i disse Mandals-digte en mørk undergangsstem
ning som siden gjenfindes som den bærende stemning i ro
manen «Mot kveld». I deres endelige form er det personlige
disse digte blit utglattet, formelt forbedret, men formildet
som bekjendelsesdigte. Blandt hans manuskripter findes et digt,
dateret Mandal ste oktober 1892:
«Min sjæl er flænget og ført afsted
af vilde, hvinende storme,
mit hjerte begravet og lagt i muld,
et bytte for borende orme.
Men op af mit rådnende hjertes grav
spirer de giftige minder.
De piskes af stormen liver uveirsnat,
visner, når dagen rinder.>
I utgaven av hans digte (fra 1898) er det blit til digtet
«Heksesabbat», og der heter det «sjæle som flænges», «hjer
ter, som dræbes», «de rådnende hjerters grav».
Allerede før Tryggve Andersen reiste til Mandal, var han
begyndt at lægge planer til en stor roman. Han fortsatte
med arbeidet mens han var dernede, men det skred daarlig
frem. Det var den første begyndelse paa «Mot kveld». Hans
Mandalsophold kom til at faa den betydning for romanen
at han henla handlingen til en sørlandsby og hentet sit
miliø og flere av sine personer fra Mandal. Det var egent
lig intet lykkelig tilfælde. Han blev ikke saa indforlivet i
disse forhold, at de, da han skulde gienkalde sig dem i erin
dringen, blev mere end noksaa almindelige smaabyinteriører.
Og fremforalt kom han, den utprægede østlænding, aldrig i
imtimt forhold til sørlandsnaturen. Det er korrekt tegnede
naturbilleder i «Mot kveld», men det er østlandsstemning
Nu lyder dets første og det sidste vers:
167
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
