Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tryggve Andersen.
cancelliraad og sorenskriver Weydahl holder for den opblæ
ste Kristiania-prokurator Lehman under indtrykket av
budskapet om Enevold de Falsens død og sammenstøtet like
efter mellem Dahlbye og prokuratoren:
«Naa, det er ikke slik, at vi ikke er nordmænd,» blev
cancelliraaden ved. «Javel er vi nordmænd —vier i den
grad gode nordmænd og borgere af det hele Norge, at for
os er det’ af ringe betydning, hvor vi er født; vi er hjem
stavnsløse. Vi er loyalere og mere trofaste undersaatter end
Hans Dahlbye og hans fæller. Det bliver det sandsynligvis
fuld anledning til at vise med aarene. Men tænk saa paa,
at de eier gaard og grund i landet, og de vil være de første
i sin kreds som deres fædre før dem. Og saa kommer vi.
Med kongelig majestæts rangforordning som en glorie om
panden og lovbogen i haanden kræver vi skattens mynt, lydig
het og respekt for dem. Skattens mynt knurrer de over, men
rykker ut med den. Lydigheden, som loven fordrer, colliderer
med den patriarkalske myndighed, de har øvet i sine grænder.
De underkaster sig dog tilsyneladende, de er nødt til det,
men begaar overtrædelser i smug og er stolte for hver lov
paragraf, de krænker. Men rangforordningen og respekten,
den bøier de sig ikke under. Dét er deres ømmeste punkt,
dér saarer vi lidt mer end deres forfængelighed, nemlig
deres barbariske æresfølelse.
De har ikke villet give efter, og vi har ikke villet give efter,
og saa har vi sat dem utenfor. Og de føler sig sat utenfor i
det samfund, hvor de eier gaard og grund, ikke bundet til det,
men kun til slægten og i høiden til sine sambygdinger. Men vi
trænger os med overmodig pukken paa vor stand ogsaa ind
i deres egne bygder og trykker dem tilside dér
Jeg talte om ansvar. Det vil engang hænde, at enten
vi eller efterslægten maa bære følgerne af dette, og at de vil
være tirret for længe. Vi faar haabe, at de omsider vil søge
at tåge magten tilbage, og at de da maa være stærkere end
vi. Da vil statens piller rystes; men bukker de under, vil
den norske nation opløses. Og vi faar tillige haabe, at de
ikke reiser sig for snart; thi da vil det ikke alene gaa ud
over os, men over hele vort fødeland.»
Her er git hovedmotivet i norsk historie i de sidste hun
drede aar.
173
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
