Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tryggve Andersen.
sig og regnet ham som sig tilhørende. De følte ikke mot
sætningen, idet de la hovedvegten paa det uregelmæssige, det
revolutionære og paradoksale hos Lessing.
Fordypelsen i Lessing har støttet Tryggve Andersens
virkelighetsfølelse og hans stilsans og har dannet en god
motvegt mot den romantiske paavirkning. Den har hjulpet
ham til at undgaa utskeielser av smak og fantasi. At han i
yngre aar, da den tyske romantik for første gang overvældet
ham, kunde ligge under for dens paavirkning, viser den før
nævnte lille skisse «En trøstende drøm» en ufysen prøve
paa tysk uhyggelig og smakløs romantisk stil. I hans trykte
verker vil man aldrig finde den slags indfald. Seiv der hvor
han gir sin romantiske fantasi de frieste tøiler, er han fuldt
kunstnerisk behersket. Hans sprog ophører aldrig at være
klart, enkelt, fast. Han undgaar alle romantisk-fantastiske ut
tryk, alle utpønskede farverike ord, al skapagtighet og overdri
velse i billeder. Enten han skriver om mennesker eller spø
kelser er hans stil like streng og virkelighetsnær.
Av de tyske romantikere er det tre som især har hat
betydning for ham, Novalis, Chamisso og fremforalt E. T.
A. Hoffmann. Overalt kan man finde træk som er fælles
for Tryggve Andersen og disse romantikere. Den tyske ro
mantiks typiske helt er den unge mand med den sønderrevne
sjæl. Allerede Hölderlin fører ham ind i litteraturen og siden
gaar han igjen i hver novelle, hvert digt, hver roman. Deres
tilværelse er en evig selvbeskuelse. De blir aldrig trætte av
at filtre sig seiv op. Deres selvbevissthet gir sig utslag i selv
fordobling, jeget opløses, snart mister de sit egentlige jeg i
et speilbillede, som en skygge, eller de møter sit jeg som
dobbeltgjænger, som mange gånger dobbeltgjænger. De ty
piske tilfælde er Chamissos «Petter Schlemihl» manden
uten skygge og E. T. A. Hoffmanns «Historien om det
mistede speilbillede». Slik mister hos Tryggve Andersen i
«Den døde mand» sakføreren sin sjæl, ja ser den endog dø.
Og dobbeltgjængeriet er disse romantikeres uavladelige motiv,
deres middel til at vise bevissthetens mangfoldighet, snart
opfattet fantastisk, ironisk som hos Hoffmann, snart behand
let med alvor og med følelse av ulykke og fortvilelse som i
Chamissos «Erscheinung». Men enten de behandles paa den
ene eller den anden maate, ett er fælles, det at disse syner
179
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
