Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: En Bismarckantipode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Dresdner.
professoren i Götlingen, som skrev artikler, bare et litet lys.
Men historien har git ham opreisning: nåar vi idag ser un
der klart historisk perspektiv, er der ikke tvil om, at Lagar
des skikkelse bør sættes ved siden av kanslerens for at faa
det rette billede av Bismarckepoken. Lagarde kunde ikke
negte Bismarcks store egenskaper sin anerkjendelse, men
denne anerkjendelse kom ham ikke rigtig fra hjertet. Fra
hjertet kom derimot hans fiendskap mot Bismarcks poli
tik. Bismarck og Lagarde er antipoder. Bismarck er
politiker, Lagarde opdrager: «Efter min mening er politik
intet andet end pædagogik ikke alene overfor folkene, men
ogsaa overfor fyrsterne og statsmændene.» Bismarck, som
er bestemt paa og rede til at virkeliggjøre det som kan op
naaes under de givne forhold, stoler paa at utviklingen vil
jevne ut og rette paa hans verks feil. Lagarde som er fuld
stændig intransigent i sine principper, fastholder at en ut
vikling, som gaar i en forfeilet retning, aldrig vil kunne ta
en god vending. Bismarck sa: «Sætter vi bare Tyskland i
sadlen, saa vil det nok kunne ride av sig seiv.» Lagarde ad
varer og paastaar, at der sitter en livløs skikkelse i sadlen,
som ikke vil kunne styre tømmerne, nåar den engang faar
dem av den viljesterke fører. Kort sagt: det som er Bis
marcks akilleshæl er Lagardes styrke det aandelige. Bis
marck undervurderte hvad det aandelige kunde betyde som
politisk realitet. Lagarde saa den eneste realitet i det aande
lige. Han kunde derfor si om religionen, at han betrag
tet den igrunden som «intet andet end sans for realitet, selv
følgelig den sande, evige realitet,» og paa den maate mundet
politik for ham i sidste linje ut i religion. Han har lagt for
dagen en fin historisk tæft, da han karakteriserte Bismarck
som en eksponent for liberalismen. Han har forstaat, at
Bismarck bragte grundlæggelsen av riket istand ved at be
nytte sig av de liberale idéer og gjøre dem gjældende. Han
har forstaat, at det nye rike helt igjennem bar liberalismens
præg i alt avgjørende, men især i det politiske, det retslige
og aandelige liv. Denne liberalisme syntes ham at være
Tysklands skjæbne, fordi den importerte fremmede færdige
indretninger istedenfor at hjælpe nationen til virkelig seiv at
frembringe de goder, som den trængte. Han fordret insti
tutioner, ikke bare landdags- og riksdagssnak ; men institu-
260
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
