Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Teater - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teater
kvinde, men hendes had er ikke det aktive, det er en refleks
av hans. Fru Wettergren var i sandhet avsky værd, Stor
moen nærmest elskværdig, i hvert fald værd medlidenhet,
om ikke for andet saa fordi han hadde en saa motbydelig
kone .. . Dermed var det rigtige forhold forrykket og tra
gedien mis tet sin indlysende klarhet. Stykket hadde tapt
sin gru, som hos Strindberg beror paa at disse to forviste
mennesker er omklamret av en übrytelig kjede av gjentagel
ser; intet forandres for dem, ingen sensationer ryster dem,
hver dag har det samme ansigt. Sindet stivner ... og det
stivnede sind passer med had som den frosne jord med
kulde.
Da Stormoen i slutten av sidste akt læner sig godt til
bake i sin stol og sier: «altsaa, gaa videre» . . . sier han det
let og rolig som en mand vilde si det, nåar han efter et
bevæget liv sammen med en elsket livsledsagerske glæder sig
til en lys og fredfuld alderdom.
Der var ellers selvfølgelig meget fortræffelig i Stor
moens spil. Specielt grep de uttryk han gav for kapteinens
dødsangst. Fru Wettergren förekom mig bedst i første akt,
hun var endnu ikke blit dæmonisk, hun var bare et men
neske som kom fra mange åars lidelse, fortvilet langt fra
ungdommen, fortvilet langt fra slutten: midt i helvede.
c Dödsdansen» slog ikke an, teatret oplevet for første
gang paa lange tider at publikum svigtet. Det var ikke
vanskelig for ledeisen at finde grunden: i hele sæsonen var
Gunnar Heibergs «Kunstnere» den eneste venlige forestilling.
Situationen var like saa gal som i forrige sæson da teatret
spilte farce paa farce til publikum ikke orket længer, og da
«Ruv Blas» blev redningen.
Nu hadde teatret bebudet det engelske lystspil «Home and
Beauty», som under forskjellige navn er blit opført rundt
omkring i Skandinavien. I sidste øieblik bestemte imidlertid
den ængstede ledelse sig for at sætte op «Mrs. Dot», som
var en træffer for nogen aar siden. Det viste sig at være en
udmerket politik; i fru Dybwads iscenesættelse var forestil
lingen briljant avstemt, sommerlig lys og oplivende. Det
er en fabel, til forlystelse for danskerne, at der ikke kan
spilles lystspil i Norge.
Efter denne lille hvile var Kristianias ypperlige teater-
337
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
