Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guglielmo Ferrero: Det tredje aarhundrede og det tyvende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guglielmo Ferrero.
dømmets lovlige kontinuitet. Men da senatets autoritet blev
svækket ved Septimius Severus’ tronbestigelse og ved op
rettelsen av et virkelig absolut monarki, eksisterte der ikke
længer noget klart og sterkt legitimitetsprincip for keiservalget:
hverken arvelighet eller valg eller senatets godkjendelse. Derav
opstod den store krise med revolutioner og krige, der
saaledes som jeg har fremstillet det, ødela alt.
Paa bunden av denne umaadelige historiske krise finder
vi altsaa kampen mellem to motsatte politiske principper som
man søker at forsone og som ender med at ødelægge hver
andre gjensidig. En slaaende bekræftelse paa rigtigheten av
dette historiske syn har vi i den forskjellige skjæbne som
det vestlige og østlige rike gjennemgik. Det som man ial
mindelighet forstaar ved det romerske rikes undergang, er i
virkeligheten kun den store kulturkrise i Okcidentens
provinser. Svækket av et uhelbredelig anarki, druknet under
invasionens flom blev det fordums romerske Europa avfolket,
blev atter barbarisk, blev opstykket i et stort antal av stater
som i aarhundreder beholdt den fælles karakter av stor in
stabilitet. I Orienten derimot holdt den keiserlige autoritet
sig under det adsolutte monarkis former endnu i aarhundre
der motstandsdygtig mot skjæbnens slag. Der lykkedes det
at opretholde en viss orden, en militær styrke, en kultur
tradition, at redde den del av den gamle civilisation som
hadde kunnet undslippe det 3dje aarhundredes krise og som
ikke stod i altfor voldsom motsætning til den kristne aand.
Det var takket være denne motstandsdygtighet at Østen for
anden gang kunde opdrage Vesten som atter var blit barba
risk. Men denne det østlige rikes vitalitet kan kun forklares
ved den forskjellige gang i den politiske krise. Det absolutte
og arvelige monarki som blev grundlagt av Konstantin,
lykkedes bedre i Orienten end i Okcidenten, fordi det der
hadde gjenfundet sit fødeland og følgelig en jordbund
som var gunstig forberedt gjennem tradition. I grunden
hadde Østen i den romerske keiser aldrig set andet end en
efterfølger og en fortsætter av de konger som under forskjel
lige navne hadde styret dets stater i de aarhundreder som
var gaat forut for den romerske erobring. Østen hadde op
fattet Augustus’ aristokratiske republik som et samlet og
universelt monarki. Ja det var endog den monarkiske følelse
344
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
