Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arnor L. Havstad: Statskultus og demokrati - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arnor L. Havstad.
Naar loven beskytter dit liv, dit rygte, din familielykke og
din eiendom, saa tilkommer der ogsaa din næste alle saa
danne ting i fred og til eie. Ti disse ting er betingelser like
saavel for hans som for din egen sjælesundhet. Og det
uskrevne bud i loven fordrer av dig at du skal hjælpe ham
til alle disse ting. Først nåar du gjør det, er du værd fri
heten, og først da kan du ogsaa i praksis bevare den for dig
og dit fædreland. Magter du det ikke, vil staten kunne faa
en slags ret overfor dig. For de som har det vondt, vil an
vende den som sin beskytter og sin advokat, som skal hjælpe
dem frem og stække dine vinger. Nogen vil kanske søke
dens hjælp av avind, andre fordi de virkelig mener at de
gjennem staten skal kunne fremme ret og alles lykke, men
ingen av dem tænker nogensinde paa hvad slags advokat
staten er, at de for at faa dens hjælp maa yde den magt
baade over dig og sig seiv og dræpe den frihet som dog ei
det eneste grundlag for alles ret og sjælehelse.
Staten er et evig uforanderlig egoistisk yæsen. Dens maal
er rnagten, paa trods av alt, paa trods av al retfærdighet og
menneskelykke. Den benytter troskyldiges ret og velfærds
søkende menneskers gåver til at tilgodese sine formaal. Naar
de vanskelig stillede jubler over en ny forordning, som gir
dem øket velvære, da gnir staten sig ogsaa i hænderne, men
ikke over deres glæde, men over det tilskud den nye lov be
tyder for dens magt. Hundrede gånger har den brutalt ut
nyttet de rets- og velfærdssøkende, fattige, haabende masser.
De gav staten sine evner, sit blod og sit liv, og den aat dem7
baade dem og deres fiender. Alt forsvandt i dens magtslu
kende svelg. Roms fattige pøbel hjalp Cæsar frem til den
høiest tænkelige tillidspost, den blev snytt. Europas bønder
gav i sin tid fyrsterne sin eiendom og sit liv for at kjøpe
beskyttelse og velvære, til tak blev de behandlet som de var
værre end dyr. Frankrikes frihetsbegeistrede ungdom gav
Napoleon fuldmagt til at bruke sig til verdens befrielse, han
sendte dem ut paa rædselsfyldte slagmarker for at dø for
staten. En flok forsultne, fredløse birkebeinere fanget den
unge kong Sverre og gjorde ham til et verktøi for sig i sin
kamp med herrerne. De blev hans verktøi, hans og statens.
Fik deres egen klasse det bedre efter kampen end før den?
Nei, den fik det som før eller værre. Men staten drog
562
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
