Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristiane Skjerve: Lyset under skjeppen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristiane Skjerve.
kone talte ogsaa, og sa bl. a. at hun og hendes mand var
kommet hit med bare én tanke og ett maal: at tjene. «Jeg
er ikke noget videre til at underholde,» sa hun, «jeg kan
ikke spille, og min sangstemme er brusten. Men hvis nogen
blir syk, send bud efter mig. Jeg kan passe syke, jeg kan
koke og vaske og gjøre rent, og det skal være mig en glæde
at hjælpe hvor hjælp trænges.»
Hvad de norske menigheter trænger er ikke at presle
fruen skal være vaskekone, og heller ikke mor og jordmor
og doktor som de bedste av de gamle var. Heller ikke er
det nødvendig at presten er far for hele bygden som han
brukte at være i ældre tider. Det som trænges nu er mer
en vidtskuende raadgiver, en aandelig drivkraft til at sætte fol
ket seiv i bevægelse. Saa længe folket var barn i mange
henseender, passet faderforholdet. De saa op til presten,
stolte paa ham og fulgte hans raad. Men som det ofte gaar
i familien, saa gik det i kirken. Da barna naadde over
gangsalderen, blev forholdet ofte spændt. Det er vanskelig
at føre an og bestemme retningen paa den vei som fører
fra barndom til ungdom. Det er ikke let at finde den
gyldne middelvei mellem autoritet og frihet. Naar barna
blir voksne, er det let nok at leve i harmoni. Da er for
ældre og barn jevnlike med gjensidig respekt for hverandres
meninger og rettigheter og uten autoritets- og lydighetsfor
holdet.
I de skandinaviske land har skole, aviser, bøker, poli
tik, forskjellige nationale strømninger bestemt retningen i
folkets utvikling fra barn til voksen. Interesser som aldrig
var blit drøftet i kirken, optok tankerne og gav livet ind
hold. Det blev ikke megen tid tilovers for kirken, og far
paa prestegaarden følte, at jo mer det unge folk lærte, jo
mer frihet det fik, des længer kom det væk fra ham og det
han repræsenterte. Vistnok gik de hensynsfulde paa visit til
kirken, nogen regelmæssig, andre en gang imellem, men det
intime barneforhold og avhængighetsforhold til kirken var
ikke mer. Den hjælpeløse avhængighet og absolutte tillid
som faar hvert forældrehjerte til at banke i ønsket om at
gjøre sig tilliden værdig, svandt eftersom folket lærte at stole
paa sig seiv.
624
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
