Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Burchardt: Oscar Wilde - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Burchardt
man eliers kun kan finde i de helt daarlige romaner: de er
falske, fordi de er kunstig søkt efter og ikke direkte følt:
«Himlen var som en visnet rose»; «midnat hamret bronse
slag paa altenens luft» ; «det syntes mig som om hele mit liv
hadde tilspidset sig mot et eneste fuldkomment punkt av
rosenfarvet glæde»; «’hvorledes skulde jeg vite det’,
mumlet Dorian Gray, idet han nippet til en blekgul vin fra
en spæd, guldperlet blære av venetiansk glas og saa ut som
om han kjedet sig forfærdelig. »
Dorian Grays tragedie berører os ikke et øieblik tragisk,
fordi vi føler at forfatterens sympati den hele tid er med
glæderne og ikke med lidelserne i livet. Da Dorian Gray
beslutter sig til at skjule sit billede og stænge det ute «fra
det sollys som saa ofte hadde skjænket hans haars bølgende
pragt et lysere guid», henfalder han i vemodige refleksloner:
«The pity of it, the pity of it.»
Men en læser kan ikke dele Dorians selvmedlidenhet og
ikke føle hans ulykker som en tragedie. For ham ringer
Othellos ord uvilkaarlig med en dypere klang: «The pity of
it, Jago, the pity of it!»
Som roman er «Dorian Grays Billede» mislykket; den er
en eneste lang dialog av epigrammer og bons-mots, under
tiden vittige, ofte letkjøpte eller anstrengte, kun sjelden sande
og aldrig dype.
Det er blit sagt av mænd som kjendte Wilde personlig,
at hans rikeste evner utfoldet sig i den mundtlige konversa
tion. Alfred Douglas har skildret sine indtryk i sin smukke
sonet om «den døde digter», og andre har levert lignende
begeistrede vidnesbyrd. Imidlertid gjør Frank Harris en
reservation, idet han sier om Wildes samtale at «den var som
champagne ment til at drikkes i en fart; hvis man lot
den staa, fandt man snart ut at enkelte stille vine hadde
sjeldnere egenskaper». Kan eftertiden ikke bedømme
virkningen av Wildes mundtlighet, kan den like fuldt
danne sig en mening om epigrammernes indholdsmæssige
138
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
