Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Firmin Roz: Tendenser i vore dages franske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Firmin Roz.
om os.» Den kvinde som gav Géniaux dette raad, blev
Nijma, heltinden i hans roman Les Musulmanes, som
han har skrevet i Tunis, og hvor han, takket være sin kones
medarbeiderskap, gir det eksaktest mulige billede av de is
lamitiske kvinders liv i avsondring og lediggang. For en
motsætning mellem denne civilisation og vor! Mens de haarde
livsvilkaar i det industrielle Europa river saa altfor mange
av vore kvinder bort fra den hjemlige arne og tvinger dem
ind i fabrikkens og verkstedets grusomme liv, saa fastholder
vore muhammedanske venner sine kvinder i fangenskap og le
diggang. Géniaux drømmer om en sammensmeltning av de to
civilisationer, hvorav den ene skal lære os arbeide og an
strengelse, den anden visdom. Haremslivet er her skildret i
den mest indgaaende detalj, det er den eksakte virkelighet
forfatteren vil gi, de former det har antat, den sjæl som
ligger paa bunden.
Det øieblik maatte komme da det afrikanske Frankrikes
eksotisme kunde finde uttryk uten mellemmand. Det skedde
gjennem Elissa Rhais’ verker. Hun stammer fra Alger og
hadde gjennemgaat en god skole, før hun blev fransk for
fatterinde. Hun stammer baade fysisk og aandelig direkte
fra de gamle arabiske fortællere der, som paa en endeløs
kjede av historier, har indspundet alle de perler og smykker
som vi samlet kjender under navnet Tusen og én Nat; hun
fortsætter en tradition og forlænger en linje. Hendes mor
fortalte hende om kveldene den ene legende efter den anden,
og hendes mormor hadde været berømt for sin fortællekunst
og samlet lyttende skårer omkring sig. Paa den franske
skole i Blidah lærte den unge pike vort sprog og blev snart
istand til at tale det og skrive det til fuldkommenhet uten
anstrengelse. Mellem hende og os var ingen skranke, og
hendes unge geni kunde ganske stille glide ind i vor litteratur.
Le Café chantant og Saada la Marocaine betegner
eksotismens sidste ord: det direkte uttryk for en fremmed
verden som aabenbarer sig som naturen seiv, som trærne,
kilderne, skyerne, dyrene vilde aabenbare sig, hvis de
kunde tale.
Elissa Rhais vil ikke bli den eneste, ja vi kan allerede
nævne en anden forfatter blandt de indfødte: Ben Cherif,
370
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
