Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Jensen: Immanuel Kant 1724—1924
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Immanuel Kant.
fundet den levevis, som han holdt fast ved til sin dødsdag,
og som netop ved sin pedantiske regelmæssighet danner grund
laget for hans overordentlige og uopslitelige arbeidsydelser.
Fra kl. 5 om morgenen til kl. 1 var han i uophørlig virk
somhet; morgentimerne var viet til studier, saa kom forelæs
ningerne, og derefter de timer, som var viet til utarbeidelsen
av hans egne videnskabelige skrifter. Dagens store adspredelse
var middagen, som altid blev feiret i godt selskap og indtok
en forunderlig bred pläds i dette ellers saa stille og arbeid
somme liv. Det er et høist betegnende træk, at de mænd,
som Kant med forkjærlighet samlet om sit bord, det var først
og fremst folk, som stod hans egen virksomhet saa fjernt som
bare mulig; allerbedst likte han kloke og forstandige kjøb
mænd. I deres selskap kunde han utfolde hele sin glimrende
underholdendeevne; med dem snakket han om løst og fast, om alt
som laa ham paa hjerte og optok hans interesser. Det var
paa en maate hans «familieliv», det var det han trængte av
hjemlig og familiær hygge; selve egteskapet var det ham visst
aldrig noget tungt offer at gi avkald paa.
Den samme friske og smittende livsglæde, den samme
evne til belivende og underholdende omgang synes Kant og
saa at ha utfoldet som lærer. Netop i disse aar var det, at
Herder fulgte hans forelæsninger; den unge student er över
ström mende i sin begeistrede taknemlighet; Kants væsen og
skikkelse, det kloke ansigt med den klare aapne tænkerpande
hadde præget sig dypt i dette følsomme og mottagelige sind.
Det eiendommeligste av de skrifter som Kant utgav i
denne tid, er «Traume eines Geistersehers» (1766), foranlediget
ved den svenske mystiker Swedenborgs fremtræden. Her
møter vi for første gang en dæmrende bevissthet om det store
problem, som det skulde bli Kants opgave at løse: Hvor langt
kan vi naa i vor erkjendelse av det hinsidige? Er en viden
skap om de oversanselige ting mulig? I motsætning til
Swedenborg svarer Kant benegtende. Naar han sier om sig
seiv, at ogsaa han er «forelsket» i metafysikken, saa er det
netop, fordi den for ham betyr noget ganske andet, nemlig
videnskapen om den menneskelige fornufts grænser.
I 1770 blev Kant endelig professor, en stilling som han
paa grund av forholdenes ugunst hadde maattet vente paa i
15 aar. Paa denne tid er han ogsaa naadd frem til fuld klar-
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
