Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Jensen: Immanuel Kant 1724—1924
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Jensen.
het over sin egen opgave. Taalmodig og utræltelig hadde han
gjennemvandret den menneskelige tænknings veier; to tusen
aars filosofi laa utbredt for hans indre syn ; han saa syste
merne følges ad i ustanselig rækkefølge, taarne sig stolte og
selvbevisste mot himlen, for saa tilslut at forvilde sig og bryte
hjælpeløst sammen, det ene efter det andet. Hvad var det
dog for et bristende grundlag, de bygget paa, alle disse stolte
bygmestre, som seiv trodde at de bygget for evigheten? Hvor
laa feilen, den store fælles feil, som de allesammen gjentok,
uten at en eneste av dem hittil hadde opdaget den? Kant
saa endelig feilen: de arbeidet alle som i blinde, de hadde
forsømt et væsentlig og grundlæggende arbeide, de hadde for
sømt at prøve brukbarheten av selve det verktøi, ved hvis
hjælp de skulde naa sin verdenserkjendelse.
De ti aar, som nu fulgte, kan betegnes som den egentlig
store tid i Kants liv. Han er allerede 47 aar gammel; men
han har endelig erkjendt sit kald, og han gaar til verket med
en grundighet, en flid og en utholdenhet som kanske er uten
sidestykke. Han arbeider under høitryk; av sine pligter som
universitetslærer forsømmer han intet, han yder tvertimot mere
end nogensinde før; han skal i denne tid ha holdt op til tyve
forelæsninger om uken. Han behandler nu som før de
forskjelligste emner; han læser over matematik, fysik, logik,
hans omraade gaar fra den naturlige teologi til den fysiske
geografi. Kun ett emne berører han aldrig: sin egen filosofi.
Midt under denne intense lærervirksomhet, som i og for sig
var mere end nok til at fylde en mands liv, fuldføres i
dypeste stilhet det store verk, som skulde gjøre Kants navn
udødelig: «Die Kritik der reinen Vernunft».
Et underlig og i mere end én henseende vanskelig til
giængelig verk er det, hvormed Kant skaper og grundlægger
sin kritiske filosofi. En næsten sykelig frygt for alt, som
heter sprogets og formens skjønnet synes at ha behersket
ham under utarbeidelsen ; ialfald synes det mig ikke rigtig
at forklare denne mangelfulde form udelukkende som følge
av forfatterens bristende fremstillingsevne. I denne ringeagt
for formen skulde jeg snarere være tilbøielig til at se noget
av et moralsk fænomen : mon ikke Kant frygtet for at skade
verkets videnskabelige og filosofiske værdighet ved at iføre
det et mere tiltrækkende klædebon? Utvilsomt virket hele
132
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
