Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: De klassiske dyder og anarkiets moralister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lyg Harry Fett.
dierne. Dette faar man ikke følelsen av ved de gravalvorlige
opførelser paa Théåtre Francais, hvor en rumæner de Max
nu næsten symboliserer den lille ententes devotion for fransk
tragedie. Læser man en tragedie før man ser den, hvilket
meget er at anbefale, vil man erindre at meget i disse trage
dier tilhører den nøkterne borgerlighets verden, og man hu
sker adskillige tragiske sjæletilstande som svæver henimot det
muntre. Er Cid egentlig tragedie eller komedie? Helten maa
duellere med sin elskedes far «lamour n’est qu’un plaisir,
lhonneur est un devoir» og dræper ham. Nu kræver
den elskede hans hode og er ræd for at faa det, og der fol
ger mange vanskeligheter og kampe, indtil kongen befaler
den skjønne at tilgi, og hun overgir da sin elskede med an
stand og gratie sin jomfruelighets borg, ti «quand un roi
commende au lui doit obéir».
Og allikevel. I Corneille’s digtning reiser Fortitudo sig i
stolt følelse av sin egen urokkelige fasthet, Prudentia bøier
hodet i stoisk besindighet, Justitia kaster sløret tilside og vi
ser sit alvorsfulde aasyn, mens Temperentia taler om den
overvindelse av lidenskaper som senere Spinoza utformet i
sin Ethik. Hvad der synes mest betydelig ved ham, sier La
Bruyére, er den ophøiede aand som besjæler ham. Corneille’s
digtning er om man vil et stort læredigt, beslegtet med mid
delaldersk skolastisk digtning, og her stikker vor tids forteg
ning av hans billede, idet man stadig med Shakespeare som
forbillede har søkt efter dramatisk handling eller efter de
enkelte personers karakter og indre egenskaper. Corneille’s
mennesker træder sjelden helt frem til rampen paa livets
scene eller viser sine menneskelige ansigtstræk. Er de en
eller anden gang uförvaren de kommet i forgrunden og blot
ter litt av sit indre, personlige liv, trækker de sig hurtig til
bake, og man ser likesom for sit indre øie deres vikende
gevandter, mens deres ord faar den dype og sterke gjenklang
i ens sind, som netop er den Corneilleske digtnings eiendom
melige virkning. Det er digtningen om forsættene, overvei
elserne, de høilidelige bekjendelser i sterk etisk betoning.
Med hele sin persons, sit genis magt stiller han sig som
skjærmer og verner av de klassiske dyder, særlig da i deres
romerske utformning. Disse maatte atter bli levende magter
i samfundet, og det kan kun ske gjennem viljen og viljelivet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
