Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: De klassiske dyder og anarkiets moralister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De klassiske dyder og anarkiets moralister.
aarhnndredes særhaattister kultusen av vor tids to store
fetischer «geniet» og «massen», som da blev staset op til at re
præsentere den übalanserte hybris i dens mest utprægede form.
Geniet blev halvgud, som helst skulde erstatte Gud. Holbergs
animositet likeoverfor Julius Caesar er ogsaa utslag av klassi
cismens reaktion likeoverfor en litt foroverspændtgenidyrkelse.
Napoleon med sit blodhav og et ruinert Europa straaler med
geniets gloria om sin pande, og vi har digtergenier og folke
tribuner, hvis ord er sakrosankte som bibelsprog. Ved slutten
av det 19de aarhundrede blev geniet desuten patologisk hin
sides godt og ondt. Fremfor alt maatte geniet da være
revolutionært, ja det var saa at si en betingelse. Han maatte
ogsaa helst være helt umulig som samfundsborger, ikke kunne
samarbeide med skikkelige folk, gjerne knuse møbler, slaa
sin kone og kaste barna ut av vinduet og derpaa tænde fyr
paa det hele, kort sagt være en «Brand». Paa lignende maate
burde ogsaa helst massen optræde, om ikke netop til daglig,
saa dog nåar den var i søndagspuds d. v. s. utfoldet sig
revolutionært overensstemmende med de akademiske regler
fra vort kjære Frederiks universitet.
Romantikkens digtere forlangte som bekjendt en slags
særstilling i samfundet. De skulde være profeter og ypperste
prester ogsaa i politiske og sociale spørsmaal, og de søkte at
skaffe sig en slags taaket og konfus autoritet. Interessant
er at se hvorledes Comte, det vest-europæiske motstykke paa
det sociale omraade til Karl Marx’ romantiske dialektik, søker
at arbeide digtergenierne ind i sin strenge, ideelle samfunds
bygning. «Fra Homer til’ Corneille,» skriver han, «har alle
fremragende genier paa kunstens omraade altid brukt sin
kunst til at forskjønne livet og derved gjøre det bed re,»
men sier han vendt mot Hugo, George Sand, Lamartine
og de andre romantiske digterprofeter, «uten pligt til nogen
sinde at lede livet, sans devoir jamais la diriger». De store
digtcrgenier som Homer og Corneille var vise og intelligente,
men de tænkte aldrig paa med sit poetiske geni at styrb
eller reformere religionen, sederne eller selve samfundets op
kygning- Comte gav kunsten en stor og fremskutt pläds i
sit statsbillede, og han hadde en næsten hellig ærbødighet
for dens værdighet, men han trodde ikke at den aand, som
naturen hadde git fantasiens særegne og sjeldne gave, en rik
207
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
