Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: De klassiske dyder og anarkiets moralister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
og passionert skaperevne paa samme tid besad den meto
diske tænknings taalmodighet, dens evne til konstruktion og
koncentration, som var nødvendig for at styre og lede en stat
og finde de nye, sociale veie. Digterne var arvinger, ikke
nyskapere i et samfund. Kunsten skulde digte, synge, glæde,
male, fornøie, sætte farve paa livet, gi det en høiere ideel
værdi. Derfor, sier Comte, uten en rik, universel tænkning,
uten en maalbevisst social ledelse, uten faste fællesbaand og
ophøiede seder har poesien intet stort at bygge paa og at
stimulere. Kunsten skal forædle vore instinkter ved at gi
en idsel fremstilling av det som er, alt skal ha passert na
turen, bare skildret renere, sterkere, muntrere, «mieuxanimée».
Men poesien er kvinde, og hun kræver først og fremst frodig
het og frugtbarhet, hvis hun ikke skal bli anarkisk eller steril,
komme i flammer for smaating eller for siet ingen ting.
Disse klassiske, etiske krav til kunsten blev fremsat
midt under romantikkens eksalterte stemning i Paris, hvor
som aldrig tidligere poeterne spillet profeter der vilde lede
samfundsutviklingen efter sine egne revolutionære luner. I
dette eiendommelige pariseraandsmiliø levet den tyske ro
mantiks klareste node, Heinrich Heine. Han kjendte Karl
Marx og den litterære tyske revolutionsfraseologi. Det var
kanske under følelse av Comtes reaktion likeoverfor poeternes
profetvæsen at han i et berømt digt skildrer revolutions
romantikken omsat til handling. Han streifer om en stille
maaneskinsnat i det gamle Kölns gater. Overalt hadde han en
ukjendt vandrer i hælene paa sig, som gik med et blinkende
sverd under kappen. Tilslut vendte han sig mot den hemme
lighetsfulde skikkelse og spurte hvem han var.
Ich bin von praktischer Natur,
und immer schweigsam und ruhig.
Doch wisse: wass du ersonnen im Geist,
das fiihr ich. aus, das tu’ ich.
Und gehn auch Jahre druber hin,
ich raste nicht, bis ich verwandle
ia Wirklichkeit, was du gedacht;
du denkst, und ich, ich handle.
Verset er citert i Svenska Dagbladet i anledning av
Lenins død.
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
