Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Werner Sombart: Klassekampens teori - III. Klassekampteorien hos Marx og marxisterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«fra vort synspunkt set, d. v. s. de revolutionæres».
Klassekampens teori.
nale, som seiv bare er klassemæssig begrundet. De fremmede
proletärer, staar altid proletariatet nærmere end bourgeoisiet
i dets eget land. Istedenfor en vertikal deling i folkeslag,
nationer og stater, træder en horisontal deling efter klasser
som fortsætter gjennem alle land.
d) Proletariatets «utenrikspolitik» (venia sit verbo!) er
altid bestemt under hensyn til klasseinteressen : «de (indu
slrielt) fremste» lande maa altid understøttes mot de «til
bakestaaende», landene med «frihels»-lovgivning mot de
«reaktionære». Paa Marx’s tid var de lande som stadig skulde
bekjæmpes, Rusland og Preussen.
Ikke noget hensyn skal tages til nationalitetsinteresserne
som saadanne. «Hvor det dreier sig om store nationers
eksistens, deres frie utfoldelse» er det «meningslöst» at ta
hensyn til «snæversynt nationalbornerthet».
Men det vigtigste synspunkt for utenrikspolitikken maa være
den revolutionære bevægelse: «Kommunisterne understøtter
overalt enhver revolulionær bevægelse mot de bestaaende
sociale og politiske tilstande,» som det heter i det kommuni
stiske manifest, «man slutter sig absolut til den revolutionære
side, enten den er repræsentert av franskmænd eller kinesere»,
Saa hersket da hos mestrene som Mehring saa træffende har uttrykt
det i sin marxbiografi s. 339, en «tilbøidighet til at gjennemlete den inter
nationale politiks vide felt efter revolutionære spirer», og det gir Marx’s og
Engels stilling til uterrikspolitikkens problemer dens karakter. Naturligvis
fulgte derav mange faser; paa «det kommunistiske manifest»s tid var hoved
opmerksomheten rettet mot Tyskland «fordi Tyskland staar föran en borgerlig
revolution og fordi denne omveltning idethele fuldføres under den europæiske
civilisations fremskredne forhold saaledes at den borgerlige tyske revolution
ba’e kan være det umiddelbare forspil til en proletarrevolution.» Paa den
tid kjæmpet man for Polen, Italien, Ungarn og opfordret til krig mot Rusland
og endelig til verdenskrig mot England.
Man interesserte sig for de nationale bevægelser, ikke for deres egen
skyld, men fordi man i dem saa en «brækstang for proletariatets frigjørelse*.
Paa samme maate skulde slavernes frigjørelse fremhjælpe det amerikanske
p roletariats frigjørelse. Irernes opsland skulde føre med sig det engelske
verdensherredømmes fald, derved at Irlands frigjørelse skulde føre med sig
at fieniskapet mellem det engelske proletariat og det irske skulde forsvinde
og de gjøre fælles sak; Polens befrielse skulde fore til Ruslands fjld o. s. v.
Hvor litet mestrene tok hensyn til de enkelte nationer som saadanne fremgaar
f. eks. av følgende uttalelse fra Engels om Polen: «Polen er en forsvindende
nation, altsaa en nation i opløsning, som bare er at bruke som middel saa
311
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
