Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Burchardt: En katolsk digter: Francis Thompson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Burchardt.
fabrikerte mytologi i de profetiske bøker. Poesien vinder in
tet ved denne tilførsel av mystik, og selve begrepet maa nød
vendigvis være utilgjængelig for det langt overveiende antal
av mennesker. Denne tilbøielighet til mystik hos Thomp
son økedes gjennem hans venskap med Patmore; men seiv
Patmore ansaa den som overdreven og raadet ham til at for
nye sin styrke «ved en nøiere kontakt med jorden, uten hvil
ken seiv Himmelen maa være svak og übestandig.»
Thompsons hang til symbolik var en del av hans men
tale utrustning. Abstrakte begreper, metafor og billeder
dannet hans digtnings hjørnestok. Sikkert vilde han ha un
derskrevet Baudelaires ord: «Lintelligence qui s’applique å
autre choses que les abstractions, est une signe de faiblesse
et de maladie». «Det er falskt,» sa han seiv, «at si at den
høieste poesi er uten billeder. Ren følelseslyrik er paa sin
høide fri for billeder, men ikke den digtning som har den
største flugt. Suprem følelse er ikke suprem poesi.»
Det var hans lykke ikke alene at kunne forsone, men i
absolut forstand at kunne identificere digtning med religion.
Der var for ham ingen væsens-, men bare en grads-forskjel
mellem de to ting. Han saa en tydelig parallel mellem helge
nerne og de kunstneriske genier: begge trækker sig ind i sig
seiv, begge repræsenterer hvad en moderne psyko-analytiker
vilde kalde høidepunkterne av introverte typer, hos begge er
der en utvikling av kraft som hos begge følges av tilbakeslag
av tvil og sorg. I sit essay «Form and Formalism» hævdet
Thompson at en stor digter gjør for sandheten hvad Kristus
gjorde for Gud; helgenen gjør endnu mere; men en mand
som forener baade digterens og helgenens egenskaper, er en
dobbelt inkarnation av sandhet. Han gik endog saa vidt som
til at gjøre poesien direkte avhængig av den religiøse tro: «i
forhold til graden av deres hellighet er helgenerne uundgaaelig
digtere: hellighet er sangens væsen.»
I essayet om Shelley krævet han at digtningen skal tjene
religionen : engang var digtningen, hvad den bør være, kirkens
ringere søster og hjælper ; adskillelsen har været til skade for
digtningen og ikke til gavn for religionen. Gud kjender poe
siens værdi.
Like fra det første øieblik han begyndte at skrive, var
dette kravet han stillet sig seiv. Han kom efterhvert, sier
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
