Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Burchardt: En katolsk digter: Francis Thompson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
And, though he cherisheth
it is not she ! "
En katolsk digter: Francis Thompson.
Digterkaldet var for Thompson en tornefuld vandring
gjennem fjerne himmelstrøk, hvorfra digteren uvægerlig vendte
tilbake med blødende føtter. Som saa mange digtere følte
han misforholdet mellem det mottatte indtryk og det litterære
uttryk han formaadde at gi det. Der er, hævdet Thompson,
tre adskilte stadier i ethvert kunstverks tilbliven : først idealet,
dernæst kunstnerens billede av idealet, og endelig resultatet,
billedets ytre, objektive reproduktion i materiel form. Disse
tre stadier avtar i fuldkommenhet efterhvert som de mate
rialiseres; men idealet er ikke abstrakt, det er en faktisk eksiste
rende ting, hvis væsen vistnok ikke kan meddeles fuldstæn
dig fra menneske til menneske: men som hvis legemet kunde
tænkes borteliminert, kunde overleveres fra sjæl til sjæl.
Det var Thompsons som det er de fleste kunstneres tra
gedie, at føle at kunsten bare kan gi en blek avglans av de
spontane sanseindtryk, at kunstverket aldrig formaar at naa
inspirationens høider:
the babe most strangely born from out her death,
some tender trick of her it hath, maybe,
Der er her igjen en parallel til Shelley. «Sindet nåar det
skaper,» skriver denne i «Defence of Poetry», «er som en
sluknende glo, som en usynlig magt faar til at lyse med en
kortvarig flamme. Kunde denne magt vare ved i
sin oprindelige renhet og styrke, vilde det være umulig at forutsi
resultatets storhet. Men nåar kompositionen begynder, er
allerede inspirationen i tilbakegang, og den herligste poesi
som nogensinde er skjænket verden, er sandsynligvis bare en
mat skygge av det som var digterens oprindelige indtryk.»
Men Shelley gjentok i disse ord bare hvad Marlowe hadde
uttrykt i «Tamburlaine», i linjer som henrev Swinburne til de
mest begeistrede lovord (Tamburlaine, I, V, se. 1). Ateisten
Marlowe, panteisten Shelley og den ortodokse katolik Francis
Thompson fandt hverandre i en fælles avmagtsfølelse overfor
1 Og. skjønt han verner om barnet som saa underfuldt er blit undfanget
i hendes død, et eller andet ømt træk av hende har det kanske, det er
ikke hende!
331
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
