Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Burchardt: En katolsk digter: Francis Thompson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Burchardt.
deres kunsts begrænsning, i en overvældende erkjendelse av
selve ordenes utilstrækkelighet.
Det var utvilsomt som et forsøk paa at avhjælpe dette
forhold og gi ordene et sterkere, mere personlig præg, at
Thompson hengav sig til en for det engelske sprog fuldstæn
dig illegitim nydan neise av gloser. Han hadde en utpræget
forkjærlighet for latinismer og arkaiske ord, han dannet med
den største vilkaarlighet verber av adjektiver og benyttet dob
belte superlativer i en grad som drev kritikken til desperation.
Det stereotype uttryk, den slaviske underkastelse under et
godkjendt metrum, var ham stadig en motbydelighet. «Vi
stakkars diævler som skriver efter gehør, > skrev han ironisk
til Alice Meynell, «har langt igjen før vi nåar op til den viden
skabelige skare av digtere som har sine vers paa
fingerspidsene.» Til disse regnet han først og fremst Poe,
hvis «skadelige og dekadente» indflydelse han saa speilet i
Swinburne. Digteren, hævder han, maa staa fuldstændig frit
likeoverfor sit metrum : enhver stor digter gjør et godtat me
trum til et nyt, han gir det en fuldstændig ny bølge og stemp
ler det med sin egen individualitet. «Al poesi er rytmisk,»
fortsætter han, «men i dens alvorligere og sublimere former
er rytmen skjult, den ikke alene undgaar at stikke
sig frem, men undgaar at gjøre sig bemerket.»
Thompson fulgte i sine egne digte dette princip og gav
villig avkald paa den letkjøpte rytmiske effekt, som kjende
tegner saa mange mindre poeter: versets indre harmoni var
ham altid mere magtpaaliggende end dets metrum.
I sin vurdering av andre digtere var Thompson altid le
det av sine egne litterære principper. Overfor et beslegtet sind
kunde hans analytiske evner ofte komme til sin ret, som i det
begeistrede essay om Shelley, der i selve sin ensidighet gir
uttryk for en næsten intuitiv forstaaelse av denne digter. Men
hvor den personlige sympati manglet, var Thompsons litterære
kritik ikke sjelden snæversynt. Med Blake delte han en ind
grodd foragt for guldalderens digtere. Han fordømte Pope
som en inkarnation av feminitet, feminin i sin stil, femi
nin i sin perfide ondskap; og han var unødvendig grusom
mot James Thomson, «Rule Britannia»s digter, hvis «over-
ilødige udødelighet» han beklaget. Men hans dom over
332
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
